Tilsyn giver skarp kritik af Sisimiuts indsats for børn og unge
Qeqqata Kommunia får både ris og ros af Selvstyrets tilsynsenhed efter besøget i august sidste år.
Generelt betegnes sagsbehandlingen i Sisimiut af børn- og ungesagerne som "klart utilfredsstillende" i tilsynsrapporten.
Der arbejdes kortsigtet og det virker som om det sker ud fra ønsket om at reducere omkostningerne frem for at se på, hvad der er bedst for barnet, skriver Selstyrets tilsynsenhed i en rapport, som KNR har fået aktindsigt i.
På plussiden fremhæver tilsynet, at Qeqqata Kommunia har en organisationsplan på det sociale område, der fordeler ansvaret og kompetencer blandt personalet.
Dog er tilsynet usikker på, hvordan de kommunale familiecentre i Qeqqata Kommunia indgår i socialforvaltningen. Centrene tager sig af terapi og samtaler med borgerne.
Her mener tilsynet, at det er nødvendigt at opstille klare linjer for, hvad der er socialforvaltningens og familiecentrenes kompetencer.
LÆS OGSÅ Tilsyn: Store forskelle i Qaasuitsup Kommunia
Både i Maniitsoq og i Sisimiut er der en lang række sager om omsorgssvigtede børn. En ny organisering i Maniitsoqs forvaltning giver dog Tilsynet håb om en forsvarlig sagsbehandling, hvad angår nyere sager.
Men der er brug for at rydde op i de gamle sager, som ofte har alvorlige mangler. For eksempel er sagerne ikke ajourført elektronisk, og der er oftest ikke handleplaner.
Hvad angår Sisimiut fremhæver tilsynet særligt sager om hjemgivne børn. Altså børn, der har været anbragt uden for hjemmet og derefter vender tilbage til familien.
Sagsbehandlingen af hjemgivelsessagerne er utilstrækkelig, konstaterer Tilsynet.