Tillie og Vittus' små partier får ingen pladser i Inatsisartut

Samarbejdspartiet havde håbet på to eller ingen mandater, fortæller Tillie Martinussen. Det endte med det sidste.
Samarbejdspartiet er ikke blevet valgt ind i Inatsisartut igen. Arkivfoto. Foto © : KNR / Malik Brøns
07. april 2021 10:17

Når politikerne i Inatsisartut mødes i den kommende valgperiode, bliver det uden selskab fra kollegerne i Nunatta Qitornai og Samarbejdspartiet. 

Det er nemlig ikke lykkedes de to små partier med henholdsvis Vittus Qujaukitsoq og Tillie Martinussen i spidsen at samle nok stemmer til at komme ind.

Vittus Qujaukitsoq har sikret sig 639 stemmer, men med to store valg og et lille parti har det været en udfordrende tid for Nunatta Qitornai, fortæller han.

- Jeg vil ønske de partier, der har fået pladser ved valget her, tillykke. Jeg ønsker dem god arbejdslyst. Jeg har ikke noget at ærgre mig over, når jeg ser vores resultat, siger Vittus Qujaukitsoq i en partilederrunde på KNR TV.

LÆS OGSÅ Magtskifte på vej: Inuit Ataqatigiit vinder valget til Inatsisartut

Hvordan kan det være, at I ikke bliver valgt ind?

- Det har været kommunalvalg og Inatsisartutvalg på en og samme dag. Vi er et lillebitte parti. Det er en af grundene til, at vi ikke er lykkedes ved dette valg. Vi har også båret et tungt ansvar ved sidste valgperiode. 

Nu vil han gå i tænkeboks og finde ud af, hvad han så skal lave. 

Tillie vil se sin familie og venner

Samarbejdspartiet fik 1,4 procent af stemmerne. Formanden glæder sig nu til nogle lidt mindre hektiske arbejdsdage:

- Jeg vil sige, at enten havde vi håbet på at få to ind denne her gang eller ingen. Det kan måske lyde lidt mærkeligt, men når man er et mandat og ovenikøbet ikke har nogen naalakkersuisoq, så løber man altså spidsrod.

- Det har været nogle arbejdsdage, der er startet klokken fire om morgenen for mig og først sluttet klokken 22 om aftenen, siger Tillie Martinusen i en partilederdebat på KNR TV.

- Jeg glæder mig lidt til at få lidt fritid og få set min familie og mine venner.

Tillie Martinusen nævner også striden om partirelaterede udgifter, som partiet har været igennem i efteråret.

LÆS OGSÅ Efteråret ruskede og rev i Samarbejdspartiet: Nu skal kræfterne bruges på politik

Sagen handler om grænsen mellem partirelaterede udgifter og privatudgifter. En strid, der udviklede sig til en række møgsager for partiet. 

- Det afspejler jo også, at vi har fået 27 artikler eller sådan noget sindssygt på et angreb, som har været undervejs, siger hun. 

Og hvad skal Tillie Martinussen så lave nu?

- Vi bliver ved med at kæmpe på den måde, som vi nu engang gør, siger hun.

- Jeg har da også en tre-fire jobtilbud på hånden, men jeg tror, jeg starter med at sove en tre fire uger og se min familie.