Tidligere naalakkersuisoq bliver direktør i KNR

Efter tre måneder som konstitueret direktør bliver Bjørk Lange Olsen afløst af tidligere naalakkersuisoq Hans Peter Poulsen i direktørstolen.
Hans Peter Poulsen bliver ny direktør i KNR
11. april 2025 15:06

Hans Peter Poulsen bliver ny direktør i mediehuset KNR.

Han overtager posten fra Bjørk Lange Olsen, der siden hjemsendelsen af Annga Lynge har siddet som konstitueret direktør.

Hans Peter Poulsen overtager et hus, der den seneste tid har været præget af medarbejdermangel. En mangel, der kun er blevet større efter at fire medarbejdere i nyhedsafdelingen 7. marts blev bortvist efter en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

Vi skal se fremad, selvom havet ikke altid er isfrit

Men trods de udfordringer mediehuset har, er bestyrelsesformanden, Nukaaraq Eugenius, positiv over valget af ny direktør.

- KNR har på det seneste kæmpet med store udfordringer med at forsyne befolkningen med nyheder, især på radioavisen. En situation som denne kræver, at KNR ledes af en handlekraftig og robust direktør. 

- Hans Peter Poulsen er klar til at stå forrest og flytter ind i direktørens kontor med udgangen af april måned, siger Nukaaraq Eugenius i en pressemeddelelse.

Hans Peter Poulsen har de seneste par år siddet som naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, som han blev udnævnt til i september 2023, da Múte B. Egede var formand for naalakkersuisut.

Men nu er der kommet et nyt naalakkersuisut, og Hans Peter Poulsen tiltræder som direktør i KNR 1. maj.

- Den grønlandske befolkning har brug for et styrket KNR, og vi kan mærke, at det nye naalakkersuisut er klar til at støtte os i vores indsats for at stabilisere virksomheden.

- Det er vores håb, at vi med Hans Peter Poulsen ved roret kan begynde at se fremad selvom havet ikke altid er isfrit, siger Nukaaraq Eugenius i pressemeddelelsen.