Tidligere borgmester i Sermersooq tager kritik om boligsag alvorligt
- Jeg ønsker ikke at løbe fra det ansvar, men kan kun understrege, at den administration der foregik, havde ét og kun ét formål: At sikre flest mulig adgang til en brugbar bolig i en periode med et voldsomt underskud af boliger og stadig flere borgere.
Det skriver Asii Chemnitz Narup (IA) i en pressemeddelelse, om Selvstyrets kritik af Kommuneqarfik Sermersooqs boligsag.
Kommuneqarfik Sermersooq har ikke fulgt reglerne, da kommunen skaffede sig frem til nye boliger i Nuuk.
Det konkluderer Selvstyrets Tilsynsråd, der har undersøgt sagen.
LÆS OGSÅ Borgmester chokeret over afgørelse fra Tilsynsrådet
Siden 2015, hvor Asii Chemnitz Narup var borgmester, har kommunen har indgået såkaldte erhvervsaftaler med private bygherrer for så at fremleje boliger gennem kommunens eget boligselskab, Iserit A/S.
Men kommunen har mistet mange millioner kroner på aftalerne. Kommunens udgifter til lejeaftaler med de private bygherrer er større, end indtægterne fra beboernes husleje. Det betyder, at kommunen ved hver af lejekontrakterne skal dække et underskud.
For eksempel har ordningen kostet kommunekassen 11 millioner i 2020, 17 millioner i år og vil koste 27 millioner kroner til næste år.
Det har fået Selvstyrets indenrigsafdeling og Tilsynsråd til at rette blikket hårdt mod kommunen.
Asii Chemnitz Narups afdeling retter kritik af hende som borgmester
Nu har Tilsynsrådet altså givet deres kritik af den praksis, som kommunen har ført. Praksissen er blevet suspenderet, og kommunen må ikke lave flere lignende aftaler.
I samme hus i Selvstyret sidder tidligere borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, nu naalakkersuisoq for indenrigsanliggender og finanser.
Hun har under Tilsynsrådets undersøgelse været inhabil i sagen, fordi hun netop var borgmester, da kommunen begyndte praksissen. I stedet flyttede Selvstyret tilsynssagen fra Asii Chemnitz Narups departement til Kirsten Fenckers departement for sundhed.
Nu reagerer Asii Chemnitz Narup i en pressemeddelelse, og forklarer hendes version af sagen.
- I min tid som borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq var der et voldsomt pres på boligerne i kommunen og i særdeleshed i Nuuk. Som alle ved var og er der en voldsom mangel på boliger, og mange boliger var og er i dårlig stand.
LÆS OGSÅ Tilsynsråd giver det røde kort til Kommuneqarfik Sermersooqs boligpraksis
- Samtidig oplevede vi i min borgmesterperiode en voldsom tilflytning til kommunen, og i særdeleshed til Nuuk, hvilket kun øgede efterspørgslen på de få og ofte alt for dårlige boliger, skriver Asii Chemnitz Narup i en kommentar til Tilsynsrådets kritik.
Hun troede, at den praksis, som kommunen førte, var lovlig. Men det er den altså ikke, og hun tager kritikken fra Tilsynsrådet, som ligger under hendes departement, til efterretning.
- Jeg tager derfor Tilsynsrådets kritik meget alvorligt, og ønsker på ingen måde at bagatellisere kritikken. Jeg vil derfor tage den nye viden med mig i mit videre virke.
Hun skriver også, at formålet med aftalerne var, at sikre flest mulig i kommunen havde en bolig.
Asii Chemnitz Narup var borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq fra 2009 til 2019.