Tiden stod stille: Nuuk mindede dem, de har mistet
Ved Nuuk Rental - biludlejning i et af Nuuks industriområder står folk helt tæt sammen. Luften udenfor er kold, og temperaturen viser -11.
Fra tid til anden lyder der et højt smæld, der hænger i luften de efterfølgende sekunder - og lige efter følger en omfavnelse.
Nogle smiler stort ved synet af deres venner, mens andre har svært ved at at holde tårerne tilbage.
Om ganske kort tid løber alle ud af porten for at løbe mindeløb for de to unge mænd, der i februar mistede livet i en lavineulykke.
Folk krammer, kigger hinanden dybt i øjnene og smiler - nogle mere end andre, mens flere kigger over i hjørnet, hvor et stort banner med et billede af to unge mænd, der kigger ud over menneskemængden, står.
Få minutter i 12 fylder de ensfarvede mørkeblå t-shirts efterhånden hele lokalet, så uanset hvor du kigger hen, fanger dine øjne ordene ‘Ride in peace'. Ride in heaven’.
Og grunden til at stå lige netop her en kold decemberdag lyder ens fra alle, KNR snakker med:
- Det er for at mindes, fortæller de, mens de kigger over på banneret af de to unge.
Bassen er forstummet
I splitsekund - inden løbet bliver skudt i gang - er der stille.
Niclas V. Sørensen, der er manden bag løbet, har kort tid forinden taget ordet.
- Det gælder ikke om at komme først, det gælder om, at vi er samlet. Så vi løber i samlet flok og venter på hinanden ved de forskellige stops, siger han.
Man kan se, han har flere ord på læberne, men følelserne overmander ham, og han kan ikke sige mere. Derfor beder han bare DJ’en om at ‘spinde that shit’ og forlader igen den lille improviserede scene.
Og så lyder startskuddet, der sender folk i samlet flok ud på en 12 kilometers rute. Ind på kirkegården, forbi forældrene til de to unge mænd og til sidst til Killut, hvor de løber over målstregen.
Første stop - kirkegården
På afstand kan man spotte Erfalasorput veje på halvt. Lige foran indgangen holder flere fra snescooterforeningen. De klapper og gasser op, da de blå trøjer kommer til syne i horisonten og løber forbi dem.
Inde på kirkegården er stemningen dog en anden.
- Vil du have varmen, spørger flere af de frivillige hjælpere stille, mens de rækker en kasse med Underberg frem.
Nogle rækker ned i kassen, mens andre ryster stille på hovedet og går videre.
Stilheden bliver afbrudt af Niclas V. Sørensen.
- Skål, siger han, og folk kvitterer med at hæve den lille bitter og drikke de dråber, der giver varmen helt ud i de frosne løbesko.
Og kortvarigt er der stille igen. Folk begynder så småt at løbe videre på ruten, mens nogen bliver stående og tænder lys.
- Hvor er de bare gode, de unge mennesker, lyder det fra en af de få, der står tilbage.
Forbi forældrene
Fra kirkegården går ruten forbi familierne til de unge mænd.
Flere af de fremmødte kigger mod forældrenes huse og vinker, men ingen siger rigtig noget. I stedet venter de på igen at kunne skåle. Og ganske få minutter efter alle er kommet frem, dukker Niclas V. Sørensen op over menneskemængden på skuldrene af en anden.
- Skål siger han kort, og igen sender væsken fra en underberg varme stråler ud i hele kroppen, inden de løber videre.
Og præcist den scene gentager sig, da de 80 deltagere kommer til det andet forældrepar. Men trætheden kan efterhånden også spores i flokken, der kommer spredt op ad den stejle bakke i boligkvarteret tæt på midtbyen.
Alle blikke er rettet mod hjemmets altan, mens de drikker dagens sidste underberg, og folk rykker tættere sammen, så de igen står skulder ved skulder.
Det er blevet tid til et fælles billede - og humøret stiger et par grader, mens blitzen fra telefonerne går af, og folk opildner hinanden op til at løbe det sidste stykke ned til Killut i midtbyen.
Folk står med hinanden i hænderne eller med en arm om skulderen på den, der står ved siden af, og hjertevarmen flyder mellem deltagerne og op mod forældrenes altan.
En hjertevarme, der har været med hele vejen, og som igen, igen kommer til udtryk på parkeringspladsen foran Killut, hvor deltagerne krydser målstregen og instinktivt omfavner hinanden.
Stille og roligt trækker folk ind på Killut, hvor banneret med de to unge mænd står lige foran døren og byder alle velkommen ind i varmen.
- Jeg er overvældet over, at det er gået så godt, siger Niclas V. Sørensen kort tid efter.
Og her slutter det. I varmen med gløgg og æbleskiver og ønsket om en glædelig jul og et godt nytår til de to unge mænd.
‘Ride in peace, ride in Heaven’.
