Thyge-sag kan åbne for tilbagebetalinger til andre

Borgere, der var på offentlig hjælp i Kommuneqarfik Sermersooq ved årsskiftet 2015, kan muligvis se frem til at få penge tilbage.
Kim Blokbo er retschef ved Ombudsmanden. Foto © : KNR
Skrevet af Jens Betak
31. juli 2020 07:24

En klage fra en borger over Kommuneqarfik Sermersooq i 2015 kan ende med at få stor betydning. 

Det kan det for kommunen - men det kan det også for de mennesker, der var på offentlig hjælp i kommunen omkring årsskiftet 2015.

En af dem var Thyge Østergaard. Han oplevede, at han fra årsskiftet fik udbetalt 775 kroner hver fjortende dag i bistand i stedet for 1014 kroner. Han mistede altså pludseligt knap en fjerdedel af sin offentlige hjælp.

LÆS OGSÅ Pludselig fjernede kommunen en fjerdedel af Thyges offentlige hjælp

Problemet var bare, at kommunen ikke fik det meddelt direkte til Thyge Østergaard. Dét er forbudt. Og det har indtil videre resulteret i en voldsom kritik af kommunen fra Inatsisartuts Ombudsmand.

Sagen kører stadig, og Thyge Østergaard har ikke fået nogen penge tilbage.

Sagen kan ende i en retssag, og det er Thyge Østergaard klar til: 

- Selvfølgelig. Det er jo princippet og retfærdighed for den enkelte borger, så det gælder om at ændre den beslutning, de har taget, siger Thyge Østergaard.

Kommune sparede 5,5 millioner kroner

Thyge Østergaard er langt fra den eneste, der fik sænket sin offentlige hjælp ved årsskiftet til 2015.

Kommunalbestyrelsen sparede 5,5 millioner kroner netop på den offentlige hjælp, og derfor begynder spørgsmålet at rejse sig om, hvad der skal ske i sagerne.

Inatsisartuts ombudsmand håber, at Kommuneqarfik Sermersooq vil tilbagebetale de penge til folk. 

- Man kan herfra håbe på, at hvis kommunen når frem til, at borgeren skal have efterbetalt de penge, så skal kommunen være opmærksom på, at der er en række parallelle sager.

- Man kan også håbe, at man genoptager sagerne og tilbagebetaler de samme tilbageholdte midler, siger Kim Blokbo, der er retschef ved Ombudsmanden.

LÆS OGSÅ Kommune bryder loven i sag om offentlig hjælp

Om det sker, vides ikke endnu. For selv om Ombudsmanden har kritiseret kommunen, holder kommunen fast i, at den havde ret til at sænke den offentlige hjælp uden at melde det direkte til borgerne. 

Hvor mange borgere, der ikke fik besked om ændringer i den offentlige hjælp, ved Kommuenqarfik Sermersooq heller ikke.

- Vi er ved at undersøge sagen, men jeg ved det faktisk ikke, siger fagchef Cecilie Schierbeck.