Thunberg efter ankomst til USA: Nu må Trump ind i kampen
Den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg er onsdag ankommet til New York efter 15 dages sejlads på tværs af Atlanten.
Togtet blev indledt for to uger siden fra den britiske by Plymouth, og Greta Thunberg fortæller, at turen ikke var så ubehagelig, som hun havde frygtet. Hun undgik søsyge i de 15 dage på havet.
Den svenske teenager er kommet til New York for at tale ved FN's klimatopmøde i september.
Kort efter sin ankomst til USA opfordrer hun den amerikanske præsident, Donald Trump, til at se klimaudfordringen i øjnene.
- Min besked til ham er, at han må lytte til videnskaben, og at han tydeligvis ikke gør det, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.
Greta Thunberg skal ud over New York også besøge Canada og Mexico, og hun skal deltage i klimaforhandlinger i Santiago i Chile i december.
Rejsen fra Nord- til Sydamerika foregår med tog og bus.
Den nu 16-årige svensker har holdt taler for politikere og topchefer fra hele verden. Hun er blevet nomineret til en nobelpris og er blevet udnævnt til en af verdens mest indflydelsesrige personer af det amerikanske magasin Time.