Landslæge: Benyt kun erfarne tatovører

Hvis folk skal få lavet en tatovering, skal de få det lavet af en erfaren tatovør. Sådan lyder opfordringen fra landslægen, Henrik L. Hansen, efter flere tilfælde af infektioner fra at få lavet tatoveringer.
Foto © : Guillaume / Flickr
Skrevet af Ivik Kristiansen
16. januar 2019 15:37

Der kan nemlig være store konsekvenser, hvis man ikke er forsigtig. 

- Hvis det går helt galt, så er det, at der kan gå alvorlig betændelse i det. Og det kan betyde en meget alvorlig infektion, som ligefrem kan være livstruende i de værste tilfælde, siger Henrik L. Hansen.

Infektionerne kan også have andre livslange konsekvenser fortæller landslægen.

- Der kan også komme ardannelse, og det betyder, at det for eksempel kan være svært at bevæge håndleden, hvis tatoveringen og infektionen har været hen over et håndled, siger landslægen og opfordrer til, at folk undersøger tatovørens baggrund og arbejde, før de lader sig tatovere.

LÆS OGSÅ Landslæge advarer mod Kina-blæk i hjemmetatoveringer

Han understreger dog også, at nogle kan få en allergisk reaktion, og gør opmærksom på, at der altid er risici forbundet med tatoveringer.

- Både hvis man bliver tatoveret af professionelle, men i allerhøjeste grad, hvis man bliver hjemmetatoveret med tatoveringsblæk, som kommer fra helt ukendte steder.

Henrik L. Hansen opfordrer derfor til omtanke før beslutningen om at få en tatovering bliver taget.

- Hvis man så alligevel beslutter sig, at for at få en tatovering, så skal man tænke på jo større den er jo flere risici. Og specielt, hvis man vælger røde farver, er der endnu flere risici forbundet med at blive tatoveret, sagde landslæge Henrik L. Hansen.

Han anbefaler også, at man straks tager til lægen, hvis man har mistanke om infektion efter en tatovering.