Tasiilaq: Værtshusejer overvejer erstatningssag mod kommune
Udskænkninger efter lukketid, udskænkning til berusede personer, manglende kontrol af værtshusgæsterne og utilfredsstillende håndtering af konflikter.
Det er blandt andet på baggrund af disse høringssvar fra politiet, at flertallet i Udvalget for Økonomi og Erhverv i Kommuneqarfik Sermersooq 25. september besluttede, at værtshuset i Tasiilaq - Arctic Wonderland Diskotek og Krostue - fremover kun skal holde åbent til klokken 24.
Mener at det er hetz
Det er et værtshus, som sidste år kom i offentlighedens søgelys, efter at værtshuset fik sin bevilling midlertidigt frataget fra 1. juli til 31. juli. Det skete efter en indberetning fra politiets lokalstation i Tasiilaq til Kommuneqarfik Sermersooq. Men sagen er sidenhen blevet henlagt af politiet, da sigtelserne er blevet vurderet som grundløse.
LÆS OGSÅ Det halter med alkoholloven i Tasiilaq
Derfor står ejeren af værtshuset, Mike Nicolaisen, uforstående overfor, at kommunen nu vil indskrænke værtshusets åbningstider.
- Det helt er ude i hetz-området mod mig og min virksomhed, siger Mike Nicolaisen.
Advokat: Konflikter foregår udenfor
Man kan dog ikke konkludere, at der er ikke sket forbedringer i forhold til situationen før den midlertidige inddragelse af bevillingen.
Det mener en advokat, der har gennemgået sagen for Kommuneqarfik Sermersooq.
Advokaten konkluderer også, at konflikterne er noget, der er sket udenfor værtshuset, og at de oftest er sket mellem enkeltpersoner.
- Hvis du er i Nuuk, så kan du sagtens gøre alt det, du har lyst til. Men er vi i Tasiilaq, og så er vi ikke voksne nok. Vi kan ikke tage vare på os selv. Og ved at få os til at lukke klokken 24, er ikke den vej vi skal gå for at rette op på vores problemer, siger Mike Nicolaisen.
Bevilling på et år
Derfor overvejer ejeren af værtshuset nu at føre erstatningssag mod kommunen.
- Det næste, jeg vil undersøge, er, om beslutningen stadfæstes eller om de ændrer den. Hvis ikke de gør, overvejer jeg erstatningssag mod kommunen, siger Mike Nicolaisen.
Udvalget for Økonomi og Erhverv i Kommuneqarfik Sermersooq har udover beslutningen om lukketid klokken 24 også tildelt Arctic Wonderland Diskotek og Krostue alkoholbevilling på et år. Kommunens koncernservice mener, at en tildeling af en begrænset bevilling på et år i stedet for tre år, kan motivere bevillingshaveren til at få endnu mere styr på urolighederne ved udskænkningsstedet.