Tasiilaq-borgere har fået nok: Stop den dårlige omtale af os!

Tasiilaq-borgerne har fået nok af negativ omtale i medierne. Derfor demonstrerer de i morgen imod det dårlige ry.
Borgere er troppet op for at forberede søndagens demonstration. Foto © : Privat foto
Skrevet af Ane-Marie Petersen
12. oktober 2019 11:21

Hvert tredje barn I Tasiilaq er blevet udsat for en seksuel krænkelse, og hvert andet barn har en sag kørende i kommunens socialafdeling. Og det er kun toppen af isbjerget bestående af sociale problemer, som byen kæmper med - og som er blevet flittigt dækket i medierne. Men nu har de mange problemshistorier om Tasiilaq fået borgene til at reagere.

- Vi bliver stemplet med, at vi bor et dystert og skræmmende sted. Vi har oplevet det flere gange, siger Gert Ignatiussen.

LÆS OGSÅ Martha Abelsen: Vi starter med at sende et akutteam til Tasiilaq

Byens problemer har været omtalt i årevis, og det hele eksploderede, da dokumentaren "Byen hvor børn forsvinder" vakte stor debat i foråret. 

Gert
Gert Ignatiussen: - Vi føler, at vi er skræmmende for dem, der gerne vil besøge os. Det er så slemt, at børn skal først sikres før de komme hertil.

 

Prøver ikke at begrave sandheden

Manden bag demonstrationen siger, at borgerne støtter de tiltag, som er startet imod de sociale problemer. Han vil heller ikke prøve at begrave sandheden. Borgerne vil bare gerne have, at pressen også skal omtale de gode ting i Tasiilaq - og ikke kun den dystre side.

- Der er ikke kun dårlige oplevelser her i Tasiilaq og Østgrønland. Vi lever ligesom resten af Grønland med mange gode stunder, siger han. 

Tasiilaq har nemlig også en god side. Og den del har pressen glemt alt om, mener Gert Ignatiussen. Medierne har tegnet et portræt af byen, som borgerne ikke mener, er det fulde billede.

- Nogle gange bliver vi spurgt af folk på kysten: "Er I ikke bange for at være her?".  

"Vi er blevet skræmmende for besøgende"

I sidste måned udgav Grønlands Polti en rapport, der også viste dystre tal fra byen på østkysten. Ifølge rapporten har unge, som er blevet udsat for seksuel krænkelse, en gennemsnitsalder på 11 år. Det har - sammen med den øvrige dårlige omtale af byen - betydet, at Tasiilaqs venskabsby Gentofte har valgt, at når folkeskoleelever er på udveksling i byen, så skal de ikke bo hos private familier længere. De skal i stedet bo på vandrehjem eller på skolen. 

LÆS OGSÅ Forældre i Tasiilaq: Vi er skuffede over, at Gentofte-børn ikke skal bo hos os længere

- Vi føler, at vi er skræmmende for dem, der gerne vil besøge os. Det er så slemt, at børn skal sikres, før de komme hertil, siger Gert Ignatiussen.

Demonstrationen starter i byens gader i morgen søndag klokken 13.