I dag, torsdag den 8. marts, er det kvindernes internationale kampdag.
Og i Sisimiut markerer Kulturhuset Taseralik, i samarbejde med den lokale 8. marts komite, dagen, hvor der i løbet af aftenen vil være forskellige indslag og ikke mindst kåring af Årets Kvinde i Sisimiut, Arnatuk 2019.
8.marts blev anerkendt af FN som den internationale kvindedag i anledning af det internationale kvindeår i 1975.
Den 8. marts er ligefrem helligdag i blandt andet Kina, Cuba, Makedonien, Uganda og Vietnam.
Det fortæller direktør i Taseralik, Arnajaraq Støvlbæk.
- Aftenen starter med fælles spisning, og der er så forskellig underholdning i løbet af aftenen. Der holdes også taler og så går vi over til den traditionelle nominering af Årets Kvinde i Sisimiut - Arnatuk 2019. Og fra klokken 22 er der dans til en lokal DJ, fortæller Arnajaraq Støvlbæk.
Hun mener at Taseraliks årlige arrangement den 8. marts er med til at skabe fællesskab mellem kvinder i Sisimiut.
- Selv synes jeg, helt personligt, at det er vigtigt at markere 8. marts, fordi der er så mange ting inden for ligestilling, som vi stadig skal opnå. Vi har stadig mange rettigheder, som vi skal kæmpe for, får det bliver en naturlig del af hverdagslivet, siger Arnajaraq Støvlbæk. Som iøvrigt understreger at mænd også er velkomne i Taseralik i aften.
- De kan bare møde op, siger direktøren.