Taliban udpeger ny regering med terroranklaget som minister

Sønnen til den tidligere Taliban-leder, der blev fordrevet af USA i 2001, er ny forsvarsminister.
Mullah Mohammad Hassan Akhund bliver leder af en ny afghansk regering. Foto © : Aamir Qureshi/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
08. september 2021 13:04

Mullah Mohammad Hassan Akhund bliver leder af ny afghansk regering. Det oplyser en talsmand for Taliban.

Den terroranklagede Sirajuddin Haqqani er ny indenrigsminister.

Den nye regering kommer til verden lidt over tre uger efter, at Taliban uden kamp indtog hovedstaden Kabul.

Talibans medstifter, Abdul Ghani Baradar, vil blive næstkommanderende i regeringen.

De nye ministre, som han nævner, kommer alle fra Taliban. Ingen kvinder er iblandt dem.

LÆS OGSÅ Kvindelige aktivister støder sammen med Taliban-vagter i Kabul

Haqqani, der er den nye indenrigsminister, er på USA's terrorliste. Han har ledet et netværk, der har stået bag blodige anslag mod USA's og de vestlige landes styrker i Afghanistan.

Netværket var berygtet for dets selvmordsbomber, og han menes at stå bag nogle af de mest spektakulære angreb i Kabul de seneste år.

Haqqani-netværket var også kendt for at tage vestlige borgere som gidsler. Blandt dem den amerikanske soldat Bowe Bergdahl, der blev frigivet i 2014.

Forsvarsminister i Talibans nye regering bliver Mohammad Yaqoob. Han er søn af den tidligere Taliban-leder Mullah Omar, der blev et af USA's vigtigste mål, da USA i 2001 trængte ind i landet og fordrev Omars daværende styre.

LÆS OGSÅ Afghansk præsident er flygtet til arabisk stat med familien

Mullah Omar blev berygtet for at give husly til al-Qaeda og dets leder, Osama bin Laden. Omar døde formentlig i 2013. Han var en af de oprindelige stiftere af Taliban, som det i 1996 lykkedes at indtage magten i hele landet.

Mullah Mohammad Hassan Akhund, der er ny premierminister, optræder på FN's sanktionsliste, skriver AFP. Han stod tidligere Mullah Omar nær og fungerede som viceudenrigsminister.

Hassan Akhund var også guvernør i Kandahar under det tidligere Taliban-styre.

/ritzau/AFP