Syg pave Frans sprang oplæsning af tale over palmesøndag

Pave Frans har de seneste uger været ramt af sygdom. Derfor har en hjælper i en periode læst pavens tale op.
Under gudstjeneste fortalte en stemme over Vatikanets officielle radioservice, at paven havde besluttet ikke at læse søndagens tale op. Paven både deltog og ledte dog i gudstjenesten, hvor han oplæste dele af messen. Foto © : Andreas Solaro/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. marts 2024 08:58

Pave Frans sprang oplæsningen af sin tale over, da han palmesøndag ledte gudstjenesten foran titusinder af mennesker på Peterspladsen i Rom.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I de seneste uger har den 87-årige pave været ramt af både bronkitis og influenza. Derfor har han haft en hjælper til at læse tale op. Men palmesøndag blev den forberedte tale slet ikke læst op.

Ifølge Reuters er det meget usædvanligt, at paven springer oplæsningen af sin tale over, særligt ved en stor begivenhed i den katolske kirke som palmesøndag.

Vatikanet er endnu ikke kommet med en forklaring på, hvorfor talen ikke blev oplæst.

Under gudstjeneste fortalte en stemme over Vatikanets officielle radioservice, at paven havde besluttet ikke at læse søndagens tale op.

Paven både deltog og ledte dog i gudstjenesten, hvor han oplæste dele af messen.

Kardinaler, præster og biskopper deltog ligeledes i gudstjenesten palmesøndag, der markerer Jesu indtog i Jerusalem få dage efter, at han blev forrådt, stillet for retten og korsfæstet.

Sammen med øvrige deltagere i folkemængden bar de på palmeblade og olivengrene for at markere starten på påsken.

Efter gudstjenesten bevægede paven sig i sin pavemobil videre ud på Peterspladsen, hvor han vinkede til de fremmødte.

Han fordømte desuden fredagens skudangreb ved en koncertsal nær Moskva.

- Jeg sender mine bønner til ofrene for det modbydelige terrorangreb, der blev udført i Moskva. Må Herren modtage dem i sin fred, trøste deres familier og omvende hjerterne hos dem, der udførte disse umenneskelige handlinger, der fornærmer Gud, sagde han.

Mindst 133 personer mistede livet i angrebet, oplyste Ruslands efterforskningskomité lørdag eftermiddag. Derudover meldes 152 personer såret.

Islamisk Stat (IS) tog fredag aften dansk tid ansvaret for angrebet.

Den russiske efterretningstjeneste FSB oplyste lørdag, at 11 personer er anholdt efter angrebet. Heraf mistænkes fire personer for at have været direkte involveret i angrebet.