Flere vestlige lande fordømmer et russisk missilangreb mod den ukrainske by Poltava tirsdag, hvor mindst 51 mennesker blev dræbt.
Angrebet understreger behovet for hurtigt at styrke Ukraines luftforsvar, siger talsmanden for USA's nationale sikkerhedsråd, John Kirby.
Det blodige angreb mod et militærinstitut og et hospital er "endnu en forfærdelig påmindelse om Putins brutalitet mod folket i Ukraine," siger Kirby på et pressemøde.
Han tilføjer, at USA ville sende mere militær støtte til Ukraine i de kommende uger.
I Tyskland siger udenrigsminister Annalena Baerbock tirsdag, at den russiske præsident Vladimir Putins brutalitet "ikke kender nogen grænser".
Der er tale om det hidtil dødeligste russiske angreb mod Ukraine i år.
- Han skal stilles til ansvar, skriver Baerbock på det sociale medie X.
Også den britiske udenrigsminister, David Lammy, fordømmer Ruslands "afskyelige aggressionshandling".
- Ruslands angreb på Poltava er den seneste afskyelige aggressionshandling i Putins modbydelige og ulovlige krig i Ukraine, skriver Lammy i en udtalelse på X.
Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sendte Rusland to ballistiske missiler mod Poltava, der ellers ligger langt fra frontlinjen i det østlige Ukraine.
I sin aftentale til ukrainerne siger Zelenskyj, at der indtil videre er 51 dødsofre og 271 sårede.
- Vi ved, at der er folk under ruinerne af den ødelagte bygning. Alt bliver gjort for at redde så mange liv som muligt, siger han.
Inden krigen havde Poltava omkring 300.000 indbyggere. Byen ligger rundt regnet 300 kilometer øst for Ukraines hovedstad, Kyiv.