Syg hval havde 30 plastikposer i maven

I weekenden måtte biologer fra Bergens Universitet aflive en næbhval, der var strandet ved Bergen.
Foto © : Hillary Daniels/Flickr Creative Commons
Skrevet af Karsten Sommer
03. februar 2017 11:11

Da forskerne i denne uge begyndte at skære hvalen op, gjorde de et ubehageligt fund:

I maven på hvalen lå 30 plastikposer samt en masse mikroplast, chokoladepapir og brødposer.

Tarmsystemet var fuldstændig tømt for næring, og meget tyder på, at hvalen var udhungret og havde ondt, før den endte sine dage.

- Der er der ingen tvivl om. I dette tilfælde har plastikmaterialerne hobet sig op og skabt en prop i systemet, siger zoolog Terje Lislevand fra Bergens Universitet til NRK.

Han mener, at hvalen har forvekslet skraldet med blæksprutter og til slut kunne den ikke længere optage næring.

Fundet har fået den norske miljøminister, Vidar Helgesen, til at reagere:

- Fundet fortæller om en stadig mere og mere trist tilstand i havet. Plastik er blevet verdens hurtigst voksende miljøproblem, og det må vi bekæmpe, siger han til NRK.

Forurening af verdenshavene er et stort problem, og i 2050 frygter forskere, at der vil være mere plast end fisk i havene.

Se billeder i NRK's artikel her.