Sydkoreas præsident har indledt sit besøg i Grønland

Sydkoreas præsident Lee Myung Bak indledte for knap en halv time siden sit første officielle besøg i Grønland, nærmere bestemt i Ilulissat. Her blev han i lufthavnen modtaget af formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist og borgmester i Qaasuitsup kommunia, Jess Svane.
09. september 2012 15:38

 

Præsidenten var ved ankomsten ledsaget af Kronprins Frederik, der er en god ven af Lee Myung Bak, og den danske miljøminister Ida Auken.

Præsidenten og hans følge samt de grønlandske og danske delegationer blev umiddelbart efter ankomsten kørt til havnen i Ilulissat, hvor alle deltager i en sejltur til Isbræen i Ilulissat, som præsidenten med sin store interesse for klimaændringerne har ønsket at se.

I aften mødes Lee Myung Bak møde med Kuupik Kleist i på Hotel Arctic. Her skal de forsøge at identificere mulighederne for et samarbejde, blandt andet indenfor klimaforskningen og råstofområdet.

Under mødet vil den sydkoreanske præsident få et indblik i udviklingen i Grønland og Arktis, når Kuupik Kleist præsenterer Grønlands ønsker og prioriteter i den Arktiske  Strategi, der blandt andet handler om menneskers vilkår og miljø.

Men der vil også blive diskuteret investeringsmuligheder i Grønland, og status for efterforskning af råstoffer og Olie. Og her er det væsentligt at hæfte sig ved, at Sydkorea tegner sig for en af verdens 20 største økonomier.

Mødet, der slutter omkring klokken 19.30 skal gerne munde ud i underskrivningen af en række aftaler mellem Danmark og Sydkorea på områder som grøn teknologi og miljø og aftaler, der åbner op for muligheden for at samarbejde mellem Sydkorea og Grønland på blandt andet råstof- og klimaområderne.