Svær pulje til Grønland i VM-kvalifikationen

Det grønlandske håndboldlandshold kom i den sværest mulige pulje, når de i juni skal prøve at kvalificere sig til VM under de Panamerikanske mesterskaber, der spilles i Argentina. Ud over hjemmeholdet skal Grønland møde Chile, USA og Venezuela.
Skrevet af Peter Troelsen
18. maj 2012 09:35

Det grønlandske landshold støder ind i nummer 1 og 3 fra de seneste panamerikanske mesterskaber, når de i næste måned skal prøve at kvalificere sig til VM i Spanien, der spilles i januar 2013. Det får dog så langtfra træner Niels Møller og hans tropper til at opgive på forhånd.

- Vi har haft glimrende forberedelser til denne turnering. GHF har gjort hvad de kunne, og jeg har udtaget et hold, som jeg tror fuldt og fast på. Det vil måske være en stor overraskelse for alle andre, hvis vi kommer med til VM, men på holdet har vi troen på, at det kan lade sig gøre. Puljen er svær, men hvis vi skal til VM, så skal vi kunne slå tre af de hold, vi er havnet sammen med, fastslår Niels Møller, der sidste år startede som landstræner for de grønlandske håndboldherrer.

Flere lande i Sydamerika er begyndt at satse helhjertet på håndbold, og har lavet professionelle ligaer. Argentina, Brasilien og Chile er gået meget frem de seneste år. Argentina er klart det bedste hold i den verdensdel, men standarden er højnet betragteligt i dette århundrede.

- Den træningsindsats, vi har lagt for dagen, har givet mine spillere selvtillid, og den tager vi med os i bagagen til Argentina. Vi har spillet gode træningskampe, og standarden ved GM har været højere end i mange år. Vi samles i Danmark nogle dage inden afrejsen, så vi har lidt tid til at finpudse de sidste deltager inden det går løs. Vi kommer til at kæmpe mod Chile og USA om en plads i semifinalen, og jeg tror på det, mener Niels Møller, der har udtaget spillere både fra turneringerne i Danmark, Sverige og Grønland.

Antallet af spillere fra grønlandske klubber er langt højere denne gang, end det har været sædvanen, når landshold skulle udtages. Det taler for at arbejdet i de grønlandske klubber er blevet meget bedre i de senere år og er en stor cadeau til det arbejde, der foregår i de grønlandske klubber.

- Jeg har denne gang udtaget otte spillere fra de hjemlige klubber. De spillere topper i deres udvikling først næste gang, vi skal spille kvalifikation om fire år. På den måde kan jeg give de hjemlige spillere værdifuld rutine og sikre, at Grønland også i fremtiden vil være med på et ret højt internationalt niveau. Talentudviklingen er vigtig, men ingen spillere er kommet med på holdet uden at have kvaliteterne til det. Det gælder først og fremmest om at komme blandt de tre bedste ved de panamerikanske mesterskaber, og altså derigennem kvalificere os til VM, siger Niels Møller, der sammen med sine spillere spiller træningskamp i Danmark d. 29. maj, og truppen samles endeligt d. 12. juni inden afrejsen tre dage senere.

Her er grupperne:

Gruppe A:
Argentina
Chile
Grønland
USA
Venezuela

Gruppe B:
Brasilien
Uruguay
Dominikanske Republik
Mexico
Paraguay