Succesfuld serie fra Iqaluit skal få inuit til at grine
Farverige parkaer, sælskind, lange perleøreringe – og et spil baseball under en høj sol på himmelen og med en hvalrospenis som bat.
Der er ingen tvivl om, at vi er landet i Arktis i Netflixserien North of North. Serien, der gik i luften i sidste måned, er optaget i Iqaluit i Nunavut. Her følger man den unge mor, Siaja, der prøver at finde sin vej i samfundet efter at have forladt sin populære mand, Ting.
Komedien er hurtigt blevet noget af det hotteste på Netflix. Den har nemlig fået over tre millioner seere i løbet af de første dage efter premieren.
For instruktørerne, Alethea Arnaquq-Baril og Stacey Aglok MacDonald, der også står bag manuskriptet, er det mest af alt en komedie, der er blevet til for at skabe glæde og grin blandt inuit.
- Vi har lavet nogle smukke film tidligere, som vi er stolte af, men de var også svære at lave. Og vi ønskede virkelig at lave noget glædesfuldt, som inuit kunne se og grine af. Noget der fejrer de positive sider af vores liv, siger Alethea Arnaquq-Baril.
En del af vores historie
De to filmskabere har i mange år boet side om side i Iqaluit. Derfor har de også hentet inspiration fra det virkelige liv, da de skulle skabe North of North.
Hovedkarakteren Siaja arrangerer selskabsaftener for de ældre i byen, der ender som alt andet, end hun havde håbet på. Hun har imaginære møder med Sassumap Arnaa. Og så er byens lille lufthavn langt mere effektiv end Tinder, når man skal jagte en ny flirt.
Men der bliver også åbnet op for de smertefulde oplevelser fra kolonihistorien. En historie, der trækker tråde helt op til i dag. Tvangsfjernelser af børn. Tvungne kostskoler. Tab af sprog. Alkoholisme. Traumer, der går i arv.
Spørgsmålet er, hvordan man giver plads til den svære historie i en komedie?
- Når man kigger på det med et blik ‘udefra’, er det meget seriøst og traumatisk. Og det har skabt meget smerte i vores samfund, siger Stacey Aglok MacDonald og fortsætter:
- Men som inuit er det også en del af vores historie og livsvilkår. Og ofte, når vi taler med vores venner om det, kan vi også grine og joke med de svære oplevelser. For nogle gange er der ikke andet at gøre end at grine. Også af de sværeste ting.
Meget mere end trauma
Samtidig ville det være urealistisk ikke at inkludere de svære og traumatiske oplevelser, mener de to instruktører. For det er også en del af det, der har formet samfundet i dag.
Alethea Arnaquq-Baril fortsætter:
- Vi fokuserer på, hvem vi er, hvad vi ønsker med vores liv, og vores hovedkarakter står over for spørgsmål som, hvad det betyder at være inuk i dag. Og en del af hendes (Siaja, red.) livserfaring er koloniale trauma, men det er ikke hele hendes liv.
- Trauma er en del af vores liv, men vi også så meget mere end det. Det er oplevelser, vi er nødt til at gå igennem og arbejde med og forhåbentlig heale, siger instruktøren.
Ét folk
Derfor er trauma og healing på tværs af generationer også noget, de to instruktører dykker ned i med serien. Særligt med relationen mellem de to karakterer, Siaja og hendes mor, og det fællesskab, de oplever i det lille samfund.
- At finde ud af, hvem man er, men også at vise det til verden, er nemmere sagt end gjort, og jeg synes, at vores hovedkarakter, Siaja, gør det på en meget rodet og underholdende måde, siger Alethea Arnaquq-Baril.
Samtidig håber instruktørerne også, at serien kan samle inuit i de forskellige lande. De henter blandt andet inspiration fra den populære musikscene her i landet, hvor toner fra blandt andet Josef Tarrak og Varna lyder i serien.
For står det til Stacey Aglok MacDonald og Alethea Arnaquq-Baril, bør vi samarbejde langt mere med hinanden på tværs af Arktis.
- Vi er nødt til at finde måder at nedbryde de koloniale grænser, for selvom vi har regionale forskelligheder i vores sprog og kultur, er vi ét folk, og vi kan skabe så meget smukt, når vi samarbejder, siger Alethea Arnaquq-Baril.
