Studerende mangler oplysning om selvstændighed

En spørgeskemaundersøgelse foretaget af KNR på en række ungdomsuddannelser i Grønland viser, at en lille overvægt af de adspurgte studerende ikke mener, at Grønland bør blive selvstændigt nu.
Når det kommer til at være klædt nok på i forhold til selvstændighed, tegner der sig dog et tydeligere billede: Et flertal af de studerende svarer nemlig, at de ikke føler sig tilstrækkeligt oplyste om, hvad selvstændighed indebærer.
46 procent mener, at Grønland bør blive selvstændigt nu, mens 54 procent er imod.
Når det gælder oplysning om selvstændighed, er billedet dog mere entydigt: 74 procent af de studerende føler sig ikke tilstrækkeligt oplyste, mens 26 procent mener, at de har nok viden.
I rampelyset
De seneste par måneder har rampelyset været rette mod Grønland. Med valget lige om hjørnet er den politiske debat intensiveret, og selvstændighedsspørgsmålet er blevet et centralt tema i valgkampen.
Derfor er det vigtigt at huske de studerende, som vil spille en stor rolle i et fremtidigt selvstændigt Grønland – både som den kommende arbejdskraft og som en generation, der skal være med til at forme landets fremtid.
Selvom undersøgelsen ikke er retvisende for den generelle holdning, er det dog stadig iøjnefaldende, at knap tre ud af fire studerende ikke føler sig godt nok oplyst. Det rejser spørgsmålet: Bliver de studerende i tilstrækkelig grad inddraget og informeret i denne vigtige samfundsdebat?
Det spørgsmål vil KNR forsøge at svare på i løbet af ugen.