Studerende får flere penge: Jeg føler ikke, det gør den store forskel for mig

Stigningen af uddannelsesstøtten får en blandet modtagelse fra de studerende på Ilisimatusarfik.
KNR har spurgt tre studerende på Ilisimatusarfik, hvad de synes om stigningen af uddannelsesstøtten. Foto © : GEM
Skrevet af Teitur Larsen
02. januar 2023 15:21

De studerende i Grønland får nu flere penge i uddannelsesstøtte.

Det fremgår af Finansloven for 2023, som Inatsisartut vedtog i november.

For studerende over 18 år stiger uddannelsesstøtten med 134 kroner om måneden. For hjemmeboende studerende på studieforberedende uddannelse stiger den med 63 kroner om måneden.

Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kirke og Idræt, Peter Olsen fra Inuit Ataqatigiit, er glad for stigningen, og han siger, at årsagen til stigningen især er, så de studerende bedre kan følge med inflationen, der har øget priserne på blandt andet energi og fødevarer.

LÆS OGSÅ Uddannelsesstøtten stiger: Så meget får de studerende efter nytår

KNR har været forbi Ilisimatusarfik for at spørge de studerende, hvad de 134 kroner ekstra i kassen betyder for dem. Pengene får en blandet modtagelse hos de universitetsstuderende.

Foto © : Megan Hansen

Julie Jerimiassen, studerer på sygeplejerskeuddannelsen.

Hvilken forskel gør det for dig at få 134 kroner mere i måneden?

- 134 kroner er stadig noget, men jeg føler ikke, at det er meget. Jeg føler ikke, det gør den store forskel for mig.

Årsagen til stigningen er, at uddannelsesstøtten skal følge med de stigende priser. Løser de 134 kroner dine udgifter, der er opstået på grund af inflation?

- Nej, ikke rigtig. I forhold til, hvor meget priserne stiger, så er 134 kroner ikke meget. Jeg føler ikke, det er nok til, at vi skal kunne følge med inflationen.

Synes du, at du og andre studerende skal have flere penge i uddannelsesstøtte?

- For at få en lettere hverdag, så kunne man jo godt sætte det lidt højere op. Nu har jeg for eksempel et barn på snart to år, så jeg får 1000 kroner oven i min uddannelsesstøtte. Det er ikke meget, men det er noget. Men jeg synes alligevel ikke, at det er nok til, at man kan have en almindelig hverdag.

Foto © : Megan Hansen

Runo Fencher Noahsen, studerer erhvervsøkonomi.

Hvilken forskel gør det for dig at få 134 kroner mere i måneden?

- Jeg føler ikke selv, at jeg er i en økonomisk situation, hvor 134 kr. kommer til at have den store betydning, da jeg også har et arbejde ved siden af mit studie. Jeg tror ikke, det er noget, jeg kommer til at mærke så meget i min hverdag.

Årsagen til stigningen er, at uddannelsesstøtten skal følge med de stigende priser. Løser de 134 kroner dine udgifter, der er opstået på grund af inflation?

- Som jeg sagde, så er jeg ikke selv i en økonomisk situation, hvor jeg føler, at det kommer til at have en stor betydning for mig.

Synes du, at du og andre studerende skal have flere penge i uddannelsesstøtte?

- Nej, det synes jeg ikke.

Så du synes, det er helt fint med de penge, du får nu?

- Ja, det kan man kan godt sige, selvom ting bliver dyrere. Man kan ikke bare blive ved med at få. Der er jo nogen, der betaler for det, vi får. Og når vi kommer på arbejdsmarkedet, så er det også os, der skal betale for de næste.
 

Foto © : Megan Hansen

Nicolas Skifte Damgaard, studerer erhvervsøkonomi.

Hvilken forskel gør det for dig at få 134 kroner mere i måneden?

- Det betyder nok ikke det store. Jeg har også arbejdet ved siden af studiet. Når man tænker over, hvor meget priserne er steget, så hjælper det ikke så meget, at de studerende har fået mere i uddannelsesstøtte.

Årsagen til stigningen er, at uddannelsesstøtten skal følge med de stigende priser. Løser de 134 kroner dine udgifter, der er opstået på grund af inflation?

- Stigningens beløb følger ikke helt med stigningen på priserne, så i det store billede, betyder det bare, at vi går ned i uddannelsesstøtte i stedet for, at vi går op.

Synes du, at du og andre studerende skal have flere penge i uddannelsesstøtte?

- Det er lidt svært at sige. For som studerende i Grønland, så er man jo privilegeret på grund af alle de ting, som man også får. Der mange udgifter, som man ikke skal betale såsom lægeudgifter, tandlægeudgifter og så videre. Vi har også en god boligstøtte. Så der er nogle ting, som gør os privilegeret.

Lunken modtagelse

Hos fagforeningen Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat (SIK) får stigningen en mere lunken modtagelse.

Formand for SIK Ungdom, Peter B. Mølgaard, skriver i en pressemeddelelse, at han er forundret over den glæde, som naalakkersuisoq Peter Olsen udtrykker over den månedlige stigning på 134 kroner:

- Vi har brug for mærkbare stigninger i uddannelsesstøtten, hvis vi skal kunne finde flere unge, der gerne vil tage en uddannelse i fremtiden. Og vi kan slet ikke aktivere de unge, der bare hænger og ikke laver noget, når vi ikke forbedrer deres vilkår.

- Så lad være med at skænde på de uddannelsessøgende, der ligesom alle andre i samfundet skal betale for mad og bolig. Det er bare så flovt, at nogen udbasunerer de 134 kroner som noget, man skal juble over.

Taksten for studerende over 18 år på videregående uddannelse er på 4.834 kroner i måneden. For studerende under 18 år på studieforberedende uddannelse er den på 2.288 kroner i måneden.