DMI: Storstrejke kan ramme flytrafikken i Grønland

En kommende generalstrejke i Danmark vil lamme Danmarks Meteorologisk Institut (DMI), så bl.a. vigtige vejrmeldinger til lufthavne i hele rigsfællesskabet vil udeblive. Og det vil få konsekvens for flytrafikken, siger direktøren.
Foto © : Jason/Flickr Creative Commons
19. marts 2018 14:35

Hvis ikke den danske stat og en lang række fagforeninger for offentlige ansatte i Danmark når til enighed om en ny overenskomst inden 4. april, vil en omfattende strejke og efterfølgende lockout lamme store dele af Danmark.

LÆS OGSÅ Politiformand vil undersøge lønforskel

Herunder også arbejdet hos Danmarks Meteorologisk Institut (DMI), hvor bl.a. meteorologer, ingeniører og teknikere vil nedlægge arbejdet, fortæller DMI's direktør, Marianne Thyrring. til KNR.

- I forhold til den service vi leverer til Grønland, så ser jeg for mig, at den vil blive reduceret på mange leder og kanter.

Konflikt


Nedbrud i forhandlinger om en ny overenskomst har fået danske fagforeninger vil at varsle strejke for 10 til 15 procent af alle offentlige ansatte i Danmark fra 4. april 2018.


Det svarer til 60.000 til 70.000 personer vil strejke.


Arbejdsgiverne, som er staten, regionerne og kommunerne i Danmark, har svaret igen og meddelt, at omkring 440.000 offentlige ansatte vil blive lockouttet fra 10. april, hvis ikke der er indgået en overenskomst inden.


Under lockout kan ansatte ikke møde på arbejde og må gå hjemme uden løn.
 

Kilde: Forhandlingsfællesskabet, OK 2018, Moderniseringsstyrelsen

Lufthavnsudsigter udebliver

Foruden de almindelige vejrudsigter vil nogle særlige meteorologiske briefinger for civile lufthavne – kaldet TAF og METAR – ikke blive lavet, oplyser DMI.

DMI er som de eneste godkendt af Trafikstyrelsen i Danmark til at levere prognoserne til civile lufthavne i Rigsfællesskabet.

- De særlige vejrudsigter, vi laver for luftfarten, der gør, at flyene ved, hvor de skal lande, når de starter deres tur – dem kan vi ikke lave for Grønland. Og vi vil sådan set heller ikke kunne lave dem for Danmark og for Færøerne (...).

- Så det vil jo besværliggøre og berører ikke mindst flytrafikken i Grønland rigtig, rigtig meget, siger Marianne Thyrring.

LÆS OGSÅ Strejke og lock-out i Danmark kan ramme Grønland

Også DMI’s istjeneste, som for nylig blev flyttet fra Narsarsuaq til København, bliver væsentlig reduceret under strejken, mens farvandsudsigter helt vil udgå, oplyser Marianne Thyrring.

Hos Air Greenland ønsker man ikke at kommentere på, hvad strejken vil betyde for lufttrafikken herhjemme, men henviser til Mittarfeqarfiit. Men heller ikke hos Mittarfeqarfiit har det været muligt at få en kommentar på konsekvenserne.

Til avisen Sermitsiaq bekræfter departementchef Ruth Lindhardt i Departementet for bl.a. Infrastruktur dog, at en storstrejke i Danmark vil få betydning for flytrafikken i Grønland.

Her har man taget kontakt til Klimaministeriet i Danmark og DMI for at danne sig et overblik.

LÆS OGSÅ Moderniseret istjeneste for Sydgrønland skaber øget sikkerhed

Luft- og søredning (SAR) er en del af nødberedskabet og vil ikke blive påvirket af en mulig strejke, oplyser Arktisk Kommando til KNR.