Storsejr til Grønland i åbningskamp

Det grønlandske herrelandshold fik den bedst tænkelige start på de Panamerikanske Mesterskaber med en sejr på 35 - 24 over Colombia foran et tændt publikum.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
16. juni 2018 23:59

Det grønlandske herrelandshold i håndbold skuffedde ikke hjemmepublikummet i Nuuk, da der lørdag aften blev spillet åbningskamp ved de Panamerikanske Mesterskaber - PAN AM 2018.

De mange fremmødte tilskuere blev først forkælet med en åbningsceremoni, der bød på trommedans, bandet Nanook, en præsentation af samtlige deltagerlande og nationalmelodi med Julie Berthelsen. 

Foran et fyldt Inussivik mødte Grønland Colombia, og hjemmeholdet førte fra start til slut. Efter en intens første halvleg kunne Grønland gå til pause med en føring på 18 - 11.

LÆS OGSÅ Tændt landshold klar til første kamp

Efter pausen løb grønlænderne for alvor fra modstanderne, og nåede kort efter en føring på 24 - 12. De grønlandske herrer lukrede på, at colombianere lavede mange tekniske fejl i både forsvar og angreb, som gav Minik Dahl Høegh og resten af hjemmeholdet gode betingelser.

I slutningen af anden halvleg fik landstræner Ingi Olsen mulighed for at spare nogle af de bærende spillere og give reserverne tid på banen foran et begejstret publikum, der fik, hvad de kom efter. En sikker hjemmebanesejr på 35 -24. 

Næste kamp for hjemmeholdet spilles søndag aften, hvor Grønland møder Paraguay.

Pan Am: Kalaallit Nunaat vs Colombia, KNR 16.06.2018 (1:2)