Stor opbakning til Grønland og Danmark i global måling

I 85 ud 98 lande støtter et flertal af befolkningen Grønland og Danmark i konflikten med USA, viser måling.
Foto © : KNR
08. maj 2026 08:55

Der er klar opbakning til Grønland og Danmark i konflikten med USA, viser en ny global måling. Det skriver Berlingske Tidende.

I 85 ud af 98 lande er et flertal af befolkningen mest enige med Grønland og Danmark, mens der i 11 lande er så ligelig fordeling, at det falder under den statistiske usikkerhed på 4,7 procent.

Kun i to lande - Israel og Den Dominikanske Republik - støtter et flertal USA.

Det viser en demokratiundersøgelse lavet af Democracy Perception Index, der er blevet udarbejdet af Nira Data og organisationen Alliance of Democracies, skriver Berlingske.

Opbakning til Ukraine

Demokratiundersøgelsen er lavet forud for dette års Copenhagen Democracy Summit, der bliver afholdt tirsdag.

Den bygger på svar fra flere end 94.000 mennesker i 98 forskellige lande. Det er niende gang, målingen bliver lavet.

Det er dog første gang, at folk er blevet spurgt om, hvem de er mest enige med i en række konkrete konflikter.

Når det kommer til krigen i Ukraine, svarer 55 landes befolkning, at de er mest enige med Ukraine, mens de i 30 lande er mest enige med Rusland.

Sætter sig i vores sted

Når en væsentligt større andel af lande bakker op om Grønland og Danmark skyldes det, at det for de fleste lande er nemmere at sætte sig i Danmark og Grønlands sted.

- Det bliver set som eksempel på en stormagt, der forsøger at bruge magt for at få sin vilje igennem, siger Anders Wivel, der forsker i magtpolitik og småstater i international politik, til Berlingske.

Grønland har stor strategisk betydning for Danmark og USA på grund af sin placering i Arktis.

I 2019 ytrede den amerikanske præsident for første gang ønsket om at få Grønland på amerikanske hænder.

Både Danmark og Grønland har afvist den idé. Men det har ikke fået Trump på andre tanker. Striden har ført til en diplomatisk krise, hvor Trump har truet med at ville bruge magt for at overtage Grønland.

EU-landene har dog stået sammen om Danmark og Grønlands suverænitet.