Stor lytter-interesse for “3900 Nuuk”

Mindst 350.000 danske lyttere har hørt et afsnit af DR P1’s julekalender “3900 Nuuk”. Det er flere end P1’s gennemsnitslige lyttertal i december, viser tal fra DR.
01. januar 2016 16:11

Mens danskerne har klippet julehjerter og lavet konfekt, har mange samtidig lyttet til julekalenderen “3900 Nuuk” på DR’s P1.

Ifølge tal fra DR har 350.000 danske lyttere hørt mindst ét af seriens 24 afsnit, mens 63.000 danskere i gennemsnit dagligt har fulgt med i førstegangs-udsendelsen om dagen eller genudsendelsen om aftenen.

Og det er ifølge leder af DR medieforskning, Dennis Christensen, ganske flot.

- Som sådan en god december går , og taget i betragtning, hvad det er for en udsendelse, vil jeg sådan set synes, at det er et ganske hæderligt resultat, siger han til KNR.

Højere end P1’s december-lyttertal

I alt er “3900 Nuuk” blevet lyttet af mere end 7,2 procent af samtlige danske radiolyttere i de første 24 dage af december, mens det gennemsnitslige lyttertal for alle P1-udsendelser i de samme dage er 6,6 procent.

Dog var lytter-andelen på P1 de 24 første dage af november til sammenligning 8,8 procent.

Men serie-formatet, som “3900 Nuuk” er, er altid en udfordring i forhold til at fastholde lytteren, siger Dennis Christensen.

- Det er jo et tveægget sværd. For på den ene side kan man sige, at når folk først har købt sig ind i det serielle format, jamen så skulle man jo være et skarn, om man ikke også tog det sidste afsnit med. Men omvendt betyder det også, at hvis man ikke har hørt de første fem-ti afsnit af julekalenderen, bliver det også sværere at komme ind i den.

Usikre lyttertal på nettet

Også nettet har mange fulgt med. I alt er hele kalenderen blevet downloaded 21.590 gange ind til nu - svarende til 981 downloads per afsnit. Men her er antallet af lyttere mere usikkert.

- Vi ved i princippet ikke, om de (næsten, red.) 22.000 hentninger kan oversættes til 22.000 par ører, eller det dækker over, at der er en masse, der har hentet en masse programmer ned, men ikke har fået det hørt endnu. Eller måske endda at nogen har hentet det ned og udsat hele familien for det, og det derfor skal ganges med en faktor, siger Dennis Christensen.

Du kan stadig nå at høre eller genhøre “3900 Nuuk” her.