Stor international interesse for at studere på Ilisimatusarfik

Der er stor international interesse for at studere på Ilisimatusarfik i Grønland. Hvert år modtager universitetet mellem 30 og 40 udvekslingsstuderende fra forskellige dele af verden.
Ilisimatusarfik får stor international interesse fra andre lande hvert år. Foto © : Paarnaq Hansen/KNR
21. marts 2025 11:38

I slutningen af januar blev 12 udvekslingsstuderende fra udlandet budt velkommen på Ilisimatusarfik i Nuuk. De studerende kommer blandt andet fra Danmark, Finland, Frankrig, Japan og Kina.

Per Arnfjord, som arbejder med kommunikation på Ilisimatusarfik, fortæller, at interessen for at studere på universitetet vokser blandt internationale studerende.

- Der er stor interesse. Dog er vi begrænset af et begrænset antal boliger til studerende, hvilket sætter en grænse for, hvor mange vi kan optage, svarer han skriftligt til KNR.

Han oplyser desuden, at de internationale studerende primært studerer samfundsvidenskab og kultur.

Internationale studerende hvert semester

Hvert semester begynder omkring 15-20 internationale studerende på Ilisimatusarfik, hvilket betyder, at der er omkring 30-40 studerende om året. Omvendt er der også studerende fra Grønland som tager en del af deres uddannelse i udlandet; især i de nordiske lande, USA og Canada.

- Vi ser frem til at følge vores udvekslingsstuderende gennem semesteret og håber, at deres ophold her bliver en uforglemmelig oplevelse, siger Per Arnfjord.

For at sikre de nye studerende den bedst mulige start blev der ved studiestart i slutningen af januar afholdt en præsentation om Ilisimatusarfik, information om livet i Grønland samt en rundvisning på campus Ilimmarfik.