Stor forvirring hos passagerer: Jette fik fire billetter fra Kbh til Nuuk

Air Greenlands kommunikation om flybilletter fra Danmark til Grønland under nedlukningen får kritik fra flere passagerer.
15. januar 2021 04:54

Forvirring og mangel på information.

Sådan lyder nogle af ordene fra passagerer, der ufrivilligt fik en forlænget juleferie i Danmark, da myndighederne 30. december lukkede for al indrejse til Grønland frem til 12. januar.

Men informationen om nye flybilletter til Grønland har været et større kaos, lyder det fra flere passagerer, som KNR har talt med.

Én af dem er Jette Jeppesen fra Nuuk, der i tre år har været fastansat sygeplejerske på Dronning Ingrids Hospital. 

Oprindeligt havde hun en billet fra København til Nuuk 8. januar. Efter aflysningen kontaktede hun sin arbejdsgiver for at få styr på vagtplanen, karantæne og en ny billet. På grund af sit arbejde i sundhedsvæsenet fik hun via arbejdet en flybillet til 12. januar.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut lukker for indrejse

Men 7. januar fik hun en mail fra Air Greenland med en flybillet til dagen efter - altså 8. januar. En afgang, som Jette Jeppesen ikke kunne nå, da hun inden skulle have taget en Covid19-test.

Kort tid efter modtog hun dog en ny mail fra Air Greenland med en billet til 12. januar. Og blot 10 minutter efter kom endnu en mail - denne gang med endnu en billet til Nuuk til 13. januar.

Nu var forvirringen total. Derfor greb Jette Jeppesen telefonen til Air Greenlands kundecenter. Men flere gange uden held.

LÆS OGSÅ Nedlukning: Sådan skal du gøre, hvis du er strandet i Danmark

- Ofte blev man smidt af i ventetiden. Men når det så lykkedes at komme igennem, var det svært for servicemedarbejderne. Ofte kunne man ikke få noget konkret svar, men de henviste én videre til Coronasekretariatet eller til sygehuset.

Opkald og mails endte uden en afklaring. Til sidst måtte Jette Jeppesen pakke kufferten og rejse fra familien på Als i Sønderjylland og til København uden vished om, hvornår hun skulle med et fly.

Det endte med et sæde i atlantflyet tirsdag 12. januar, men efter et meget forvirrende forløb.

Oplevelsen har været frustrerende i kraft af, at billetten blev ændret så mange gange. Og informationsniveauet omkring, at man ikke kunne komme op til Grønland, var også dårlig, siger Jette Jeppesen. 

Andre passagerer, som KNR har talt med, fortæller lignende historier om mangel på information om hjemrejsebilletter og at blive sendt frem og tilbage melle Air Greenlands kundeservice og Corona-sekretariatet.

En nødvendig rejse

Jette Jeppesen elsker sit arbejde og tilværelsen i Grønland. Og hun støtter op om restriktionerne for at undgå corona-smitten.

Men i al virakken omkring rejsen tilbage til Nuuk nåede hun at overveje, om livet godt 3000 kilometer på afstand af familie og venner er det værd - særligt midt under en pandemi.

- Jeg overvejede da, hvordan det er at arbejde og bo i et andet land og være fastansat og tænkte: 'Er det det, jeg skal fortsætte med? siger hun.

Jette Jeppesen havde inden turen til Danmark ikke set venner og familie i et år.

Direkte adspurgt om hun ikke løb en risiko ved at rejse på juleferie, når myndighederne kraftigt havde anbefalet at blive i Grønland, siger hun:

- Når man bor i et andet land og har valgt at rejse herop uden familie, må jeg sige, at man efter et år ikke har set  familie eller venner, er det ikke en turistrejse, man vælger at foretage til Danmark. Det er simpelthen et behov for at kunne blive i udlandet og fortsætte det job, man er rigtig glad for, siger Jette Jeppesen.

KNR har kontaktet Air Greenland for en kommentar, men selskabet henviser til Corona-sekretariatet.

KNR venter nu på en kommentar herfra.