Naalakkersuisut lukker for indrejse
Udviklingen i Danmark er bekymrende, og nu handler Naalakkersuisut.
Der skal mindskes lufttrafik fra Danmark til Grønland.
Så fra nytår og frem til 12. januar vil der være strengere indrejserestriktioner, forklarer formanden for naalakkersuisut, Kim Kielsen (S).
- Vi går over til myndighedsflyvninger, som vi kender fra foråret. Det er rejsen fra Danmark til Grønland. Det betyder, at der frem til den 12. januar ikke vil være passagerafgange fra Danmark til Grønland, siger han.
Kim Kielsen tilføjer, at passagerer, der har flybilletter mellem nytår og den 12. januar, ikke skal gøre noget. Det vil myndighederne sørge for at ændre til en anden dato.
Når flytrafikken bliver genåbnet efter den 12. januar vil det være med restriktioner.
- Der må maksimalt medtages 150 passagerer per afgang til Grønland.
- Disse tiltag skal sikre os mod udbredelse og ukontrolleret smitte, og sikre os at Grønland kan være åbent internt, siger Kim Kielsen.
Frygt for smittespredning under vaccinationen
Landslæge Henrik L. Hansen forklarer, at der ville havde været 1000 rejsende til Grønland i den første uge efter nytår.
- Det er nogle personer, som har været nytåret over i Danmark, og nogle af dem vil være testet før nytår og derefter rejse hertil, siger han.
I går tirsdag ankom vaccinen til Grønland og landslægen forventer, at man vil kunne starte med at stikke de første personer næste uge.
- Hele den proces vil blive meget besværliggjort af, hvis der samtidig er smitte i Grønland. Det vil være en meget betydelig hæmsko, for at gennemføre effektive vaccinationsprogram, siger landslægen.
Derfor har han altså anbefalet Naalakkersuisut at lukke for trafikken ind til landet mellem 1. januar frem til den 12. januar.
Han nævner også, at det danske sundhedsvæsen er presset af mange indlæggelser i disse dage. I den forbindelse vil det give et endnu større pres, hvis der skulle sendes grønlandske patienter med covid-19 til Danmark, forklarer landslægen.
- Grønland vil kunne stå i den situation, at der simpelthen ikke er plads i det danske system. Også det forhold er væsentlig betydning i de overvejelser der er gjort, siger han.