Nedlukning: Sådan skal du gøre, hvis du er strandet i Danmark

Er du en af de hundredvis af folk, der bliver ramt af myndighedernes nedlukning af flyvninger fra Danmark, så læs med her.
Det er stadig muligt at flyve fra Grønland til Danmark som planlagt. Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Mathies Hvid Toft
30. december 2020 16:38

Alle flyvninger mellem Danmark og Grønland, der ikke er samfundskritiske, er aflyst til foreløbigt den 12. januar.

Det har Naalakkersuisut netop meddelt ved et pressemøde.

Alene de første fem dage efter nytår havde omkring 1000 passagerer ellers bestil en flybillet til Grønland.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut lukker for indrejse

Ifølge Naalakkersuisut vil ens billet automatisk blive ombooket til en ny afgang inden 31. januar. Har du købt direkte via Air Greenland, så tikker der automatisk en ny billet ind i den mailindbakke.

- Såfremt den nye rejseplan er ubelejlig, kan kunden kontakte Air Greenland via formularen på vores hjemmeside og anmode om refundering.

- Air Greenland opfordrer alle som afventer en ny rejseplan til at holde øje med deres mail og spamfilter, skriver Air Greenland i en pressemeddelese.

Har du købt billetten via et rejsebureau, så skal du dog i stedet kontakte dit rejsebureau for at få en ny billet.

Salget er lukket for hele januar

Air Greenland har lukket ned for salget af billetter fra Danmark til Grønland i hele januar.

- Air Greenland vil gradvist åbne for salget efterhånden som ombooknings-processen er gennemført og i forhold til de gældende kapacitetsbegrænsninger som myndighederne har udstukket, skriver flyselskabet i en pressemeddelelse.

Det er kun personer, der er en del af myndighedernes nødberedskab, der kan flyve til Grønland. Det er myndighederne, der afgør, hvem der kan lukkes ind i Grønland.

Det er stadig muligt at flyve fra Grønland til Danmark som planlagt.