Stopper i politik: Nu skal Randi Vestergaard være indkøbschef i Brugseni
Her til morgen meddelte Randi Vestergaard Evaldsen selv, at hun stopper i politik.
31. juli er hendes sidste arbejdsdag som Demokraternes fungerende formand i både Inatsisartut og i Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.
Fra og med den 1. august 2019 tiltræder hun nemlig en stilling som indkøbschef i Kalaallit Nunaanni Brugseni. Hun får ansvaret for alle centrale indkøb i den grønlandske detailkæde, og hun kommer til at stå i spidsen for et team af indkøbere og vareplanlæggere.
Tidligere indkøber i Nukissiorfiit
Hun har tidligere været strategisk og operationel indkøber i Nukissiorfiit, så jobbet som indkøbschef er ikke helt nyt for hende.
- Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået stillingen som indkøbschef i Kalaallit Nunaanni Brugseni. Det er en virksomhed, der tiltrækker mig, da den er drevet af nogle meget stærke og tydelige grundværdier rent samfundsmæssigt, miljømæssigt og ansvarsmæssigt, siger Randi Vestergaard Evaldsen.
LÆS OGSÅ Randi Vestergaard Evaldsen trækker sig fra politik
- Det jeg glæder mig aller mest til er at bruge mine kræfter, mine kompetencer, erfaringer og gå-på-mod på en helt anden måde i samfundet, hvor jeg ved, at de vil blive værdsat.
Skal være med i ledergruppen
I Brugseni glæder direktør Susanne Christensen sig også til, at Randi Vestergaard Evaldsen tiltræder.
- Jeg er rigtig glad for, at Randi har sagt ja til stillingen som indkøbschef, og vi glæder os til det nye samarbejde. Hun er både fagligt og ledelsesmæssigt kompetent til at varetage stillingen i en rigtig spændende tid for Kalaallit Nunaanni Brugseni med stor vækst og nye projekter forude. Og så er jeg glad for at kunne føje endnu en kvinde til min ledergruppe, siger direktøren.
Randi Vestergaard har en akademiuddannelse i international handel og markedsføring og en uddannelse som serviceøkonom.
I februar 2016 blev Randi Vestergaard Evaldsen udpeget som formand for Demokraterne. Her sad hun, indtil Niels Thomsen overtog stolen efter valget til Inatsisartut i foråret 2018.
Hun har været viceborgmester i Kommuneqarfik Sermersooq til for en måneds tid siden, hvor hun trak sig. Hun bliver dog siddende som næstformand i partiet.