Randi Vestergaard Evaldsen trækker sig fra politik

31. juli bliver sidste arbejdsdag for Demokraternes fungerende formand Randi Vestergaard Evaldsen i såvel Inatsisartut som i Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.
Randi Vestergaard Evaldsen
Randi Vestergaard Evaldsen Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Karsten Sommer
16. juli 2019 06:36

Det meddeler hun tirsdag morgen i en pressemeddelelse.

- Jeg har sagt ja tak til en udfordring i erhvervslivet, der for mig at se ikke er foreneligt med at varetage et hverv som folkevalgt, og det er kort fortalt baggrunden for min beslutning om at trække mig, skriver hun.

LÆS OGSÅ Demokraterne trækker sig fra samarbejdet

Randi Vestergaard Evaldsen understreger at beslutningen ikke bunder i noget politisk. I stedet hun har det seneste halve år følt en rastløshed, som nu betyder, at hun vil trække sig fra politik.

- En rastløshed, der hurtigt gik over til et ønske om at påtage mig en ny udfordring, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

Hun blev første gang valgt ind i Inatsisartut i 2014 og blev allerede året efter en del af Naalakkersuisut på posten som naalakkeruisoq for finans og råstoffer. Et hverv, hun bestred i et år.

I februar 2016 blev Randi Vestergaard Evaldsen udpeget som formand for Demokraterne. Her sad hun, ind til Niels Thomsen overtog stolen efter valget til Inatsisartut i foråret 2018.

- Som formand for partiet har vi formået at reorganisere partiet, som blandt andet har betydet fremgang under de valg, vi har haft, og jeg er overbevist om, at partiet vil fortsætte den fremgang som vi har set ved de seneste valg, siger Randu Vestergaard Evaldsen.

Farvel til Sermersooq-politik

I 2017 opstillede Randi Vestergaard Evaldsen desuden til kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor hun har siddet ved siden af sit arbejde i Inatsisartut - lige ind til nu.

LÆS OGSÅ Niels Thomsen tager orlov fra Inatsisartut

Hendes farvel til grønlandsk politik sker dog med et tilbageblik fuld af begejstring, siger hun.

- Jeg elsker at udfordre mig selv, og jeg vil gerne gribe de chancer som livet tilbyder mig. Det gjorde jeg, da jeg første gang stillede op for Demokraatit. Det gjorde jeg, da jeg blev formand for partiet. Og det gjorde jeg, da jeg påtog mig hvervet som naalakkersuisoq. Jeg har ikke fortrudt noget af det så meget som et eneste sekund.

Randi Vestergaard Evaldsens beslutning betyder, at Nivi Olsen overtager den daglig ledelse af partiet som fungerende formand, da partiets formand, Niels Thomsen, har orlov.

Imens overtager Simigaq Heilmann som suppleant i Inatsisartut, når efterårssamlingen starter. Randi Vestergaard Evaldsen fortsætter dog i Demokraternes hovedbestyrelse, oplyser hun på facebook.

I kommunalbestyrelsen hos Kommuneqarfik Sermersooq overtager suppleant Nadia Olsen efter Randi Vestergaard Evaldsen.