Stoltenberg efter Nato-møde: Konflikt må nedtrappes

 Iran må afstå fra yderligere vold og optrapning, siger Natos generalsekretær efter hastemøde.     
Stoltenberg fortæller, at NATO suspenderer aktiviteterne i Irak på grund af sikkerhedssituationen. Foto © : Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
06. januar 2020 15:07

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger efter et hastemøde i alliancen, at konflikten i Mellemøsten må nedtrappes. Iran må afstå fra yderligere vold og optrapning, og han opfordrer til tilbageholdenhed hos alle parter.

Stoltenberg bekræfter, at Nato suspenderer sin træningsmission i Irak.

    Han tilføjer, at missionen kan genoptages visse steder i landet, når situationen tillader det.

    - Vi suspenderer aktiviteterne nu på grund af sikkerhedssituationen i Irak, siger Stoltenberg, som understregede, at Nato-landene på mødet gav deres fulde støtte til alliancens kamp mod IS i Irak.

    Nato-chefen nævnte, at han i efteråret var på besøg i Irak, hvor landets premierminister understregede vigtigheden af Natos og den amerikanskledede koalitions støtte til regeringshæren.

    - Dette er vigtigt for Irak, og det er også vigtigt for os. Når vi træner dem til at bekæmpe IS og international terror, så gør vi vore egne lande tryggere og mere sikre, pointerer generalsekretæren.

    Han fastslår samtidig, at der i Nato er enighed om, at "Iran aldrig må få atomvåben".

    Stoltenberg siger videre, at USA på Nato-mødet begrundede og forklarede, hvorfor det rettede et angreb mod den magtfulde iranske general Qassem Soleimani.

    Qassem Soleimani blev den 3. januar dræbt ved et amerikansk droneangreb i Irak.

     Nato-landenes ambassadører var mandag eftermiddag samlet til hasteindkaldt møde om krisen.

    Efter det usædvanlige hastemøde i Nato om Iran og Irak fastslog Stoltenberg:

     - Vi står sammen om at fordømme Irans støtte til en en række forskellige terrorgrupper.

    Han tilføjede, at "en ny konflikt ikke er i nogens interesse".

    /ritzau/Reuters