Stille demonstration fra Urani Naamik i Narsarsuaq

Miljøorganisationen Urani Naamik demonstrerer udenfor Narsarsuaq Lufthavn for at vise modstand mod mineprojektet ved Kuannersuit.
05. februar 2021 16:24

En delegation af embedsfolk og folk fra Greenland Minerals landede med flyet i Narsarsuaq her til eftermiddag.

De er kommet til bygden for at holde borgermøder om mineprojektet ved Kuannersuit. Og det var ikke en varm velkomst, der mødte dem - de blev nemlig mødt af en demonstration arrangeret af organisationen Urani Naamik - uran nej tak.

Omkring 30 personer var mødt op og stod med ryggen til lufthavnen i en såkaldt "stille demonstration", og på ryggen af demonstranterne var Urani Naamiks logo.

Fakta om Kuannersuit-projektet:

 

  • Kuannersuit ligger cirka 7,5 kilometer nord for byen Narsaq.
  • Hvis Greenland Minerals får en udvindingstilladelse, bliver det i en åben mine i 700 meters højde.
  • Greenland Minerals vil holde minen i drift i 37 år.
  • Projektet forventes at skabe 328 grønlandske arbejdspladser, når minen er i drift.
  • Området indeholder blandt andet sjældne jordarter, uran og thorium.
  • Minen vil producere 3 millioner ton malm om året.
  • På 37 år vil minen producere 111 millioner ton restaffald og 111 millioner ton gråbjerg (ubrugt klippemateriale).

Kilde: Grønlands Naturinstitut & Nationalt Center for Miljø og Energi, VSB-rapport.

Demonstranterne var stille, mende havde skilte med, hvor der blandt andet stod "I er ikke velkomne til at ødelægge vores land" og "hvor er vores demokrati? Greenland Minerals skal ikke styre vores land".

Fåreavler i Inneruulalik Piitaq Lund var med til den stille demonstration. 

- Jeg håber, at vores demontration er med til at gøre noget. Man kan ikke bare lukke ørerne for befolkningen. Når et stort antal af befolkningen i Sydgrønland viser modstand mod projektet, kan man ikke bare være ligeglad, siger Piitaq Lund. 

LÆS OGSÅ GRAFIK: Fra fjeld til fragt - sådan vil GM udvinde uran og sjældne jordarter i Kuannersuit

Politiet var også talstærkt til stede, men demonstrationen forløb stille og roligt.

Delegationen er i Narsarsuaq for at afholde det første af i alt syv borgermøder i forbindelse med det omstridte mineprojekt ved Kuannersuit.

Borgermødet går i gang i aften klokken 19.

KNR TV sender borgermøderne i Qaqortoq og Narsaq 8. og 9. februar. 

Herunder kan du se tid og sted for borgermøderne:

Foto © : Naalakkersuisut