Større interesse for japansk kulturfremstød

Den japanske filmfestival i Nuuk tiltrækker langt flere mennesker, end den gjorde sidste år.
Skrevet af Martine Lind Krebs
03. juli 2014 13:51

I går rullede de to første japanske film over lærredet i Katuaq, da den japanske filmfestval i hovedstaden gik i gang.

I alt 144 personer så en af de to film, der blev vist i går: high-school-filmen Kirishima Thing, som var årets film i Japan i 2013, og den prisbelønnede animationsfilm The Wolf Children fra 2012.

Og selv om der er plads til mange flere i Katuaqs Hans Lynge sal, hvor der kan sidde 508 personer, så er det stadig langt bedre fremmøde end ved den japanske filmfestival sidste år, hvor der kom mellem 20 og 30 ved hver filmfremvisning. Det siger biografchef Inunnguaq Kristensen fra Katuaq.

Filmfestivalen er arrangeret i forbindelse med et officielt besøg af Japans ambassadør Seishi Suei, der selv bød gæsterne velkomne ved gårsdagens filmfremvisninger sammen med naalakkersuisoq for finanser og indentigsanliggender Vittus Qujaukitsoq, der holdt tale.

- I har ikke kun givet os samuraier, finkultur, litteratur og japansk madlavning. I har også givet os karate, aikido, judo. ninja, Godzilla, sushi, anime og mange andre ting, som vi i dag sætter stor pris på, sagde han i sin tale.

Ifølge Naalakkersuisut er Japan særligt i fokus i år, da der er planer om et tilsvarende grønlandsk kulturfremstød i Japan i december.

LÆS OGSÅ: Aleqa Hammond besøger Japan til december

Ambassadøren startede sit besøg i Ilulissat og rejser tilbage til Danmark den 4. juli.

Program for resten af filmfestivalen

3. juli
17:00-18:55: Leaving on the 15th Spring
19:00-21:15: Haru's Journey

4. juli
17:00-17:45 Garden of words
17:50-18:55 5cm per second

Alle filmene er gratis.