Minik Rosing: Sprogkrav mindsker ansøgerfelt
Den kommende rektor for Ilisimatusarfik skal kunne tale grønlandsk.
Det mener medlem af Inatsisartut Mimi Karlsen fra Inuit Ataqatigiit. Hun har bemærket, at der i stillingsopslaget for rektorstillingen står, at "Kendskab til det grønlandske sprog vil være en fordel, men er ikke et krav".
LÆS OGSÅ Grønlandsk er afgørende kvalifikation
Det er bestyrelsen for universitetet, der ansætter den kommende rektor.
Bestyrelsesformand Minik Rosing pointerer over for KNR, at ansøgerfeltet vil blive indskrænket så fremt der er krav om at kunne tale grønlandsk.
- Hvis man kun vil rekruttere blandt grønlandsksprogede som man samtidig ønsker skal have en akademisk baggrund - det er ikke umuligt, men det indskrænker feltet og det er altid bedre at have flere at vælge imellem end færre. Og det er klart at bestyrelsen vil selvfølgelig som Mimi - også ønske at vi har en grønlandsksproget rektor, siger Minik Rosing.
Han understreger samtidig, at bestyrelsen arbejder efter universitetsloven, der sætter retningslinjerne for ansættelse af rektor.
Mimi Karlsen erkender, at hun ikke kan bestemme over bestyrelsen. Og det er heller ikke hendes hensigt, siger hun.
- Men jeg har ret til at gøre bestyrelsen klar over, hvad jeg mener, og hvad jeg synes er værdifuldt. Derfor udtaler jeg mig på den måde, siger Mimi Karlsen til KNR.
Du kan se stillingsopslaget her.