Sømandshjemmet vinder pris

- De indsatte i anstalten oplever besøgene fra Sømandshjemmet som en slags ”ventil”, hvor de kan komme af med deres frustrationer. Det er noget, som de indsatte altid ser frem til, siger antaltslederen i Nuuk.
Til prisuddelingen deltog Sømandshjemmet og deres frivillige i Nuuk, ansatte fra anstalten i Nuuk, Brugseni, der er samarbejdspartner, og flere rådsmedlemmer fra PiSiu. Foto © : PiSiu
Skrevet af Christine Hyldal
07. juni 2025 15:15

Sømandshjemmet vinder PiSiu-prisen 2025 for deres langvarige frivillige indsats og engagement for socialt udsatte i Grønland. 

Det skriver PiSiu, som er det grønlandske præventive råd, i en pressemeddelelse. 

Det er tredje gang, at PiSiu-prisen bliver uddelt til en indsats, der har gjort en forskel på det kriminalpræventive område. Med prisen følger 20.000 kroner.

- Sømandshjemmet vinder prisen i år, fordi det i mange år har ydet en ekstraordinær frivillig indsats i Grønland, blandt andet ved at synge, spille, have én til én samtaler om livet med de indsatte i anstalterne, bygge bro til lokale foreninger herunder skakklubben i Nuuk, tilbyde morgenmad og aftensmåltider til hjemløse, og ikke mindst stille et fysisk fristed til rådighed, hvor alle er velkomne, anerkendte og accepteret. Sømandshjemmet tilbyder et pusterum til dem, hvor hverdagen kan være barsk, står der i pressemeddelelsen.

Peter Formsgaard, der antaltsleder i Nuuk, siger: 

- De indsatte i anstalten oplever besøgene fra Sømandshjemmet som en slags ”ventil”, hvor de kan komme af med deres frustrationer. Det er derfor et vigtigt afbræk i hverdagen at få besøg af Sømandshjemmet og noget, som de indsatte altid ser frem til.

Prisuddelingen blev holdt i anstalten i Nuuk.