Storm lukker flytrafikken i morgen eftermiddag

Hvis du har en flybillet til en indenrigsflyvning i morgen eftermiddag, modtager du nok en ny billet. Storm og nedbør i morgen eftermiddag tvinger nemlig Air Greenland til at ombooke passagerer, der skulle flyve indenrigs.
Det skriver selskabet på deres hjemmeside.
- Man kan forvente at modtage sin nye rejseplan i dag inden klokken 16 i dag.
Hvis du har brug for en overnatning, skal du tage i lufthavnen i morgen fra klokken 12 og vente på at få udleveret hotelværelse og madkuponer.
- Der er dog begrænset antal hotelværelser, og derfor opfordrer vi til, hvis man kender nogen, man kan overnatte ved at benytte sig af det, skriver selskabet.
Air Greenland understreger, at den nye rejseplan, som de berørte passagerer modtager, ikke kan ændres, men derimod kan du få pengene tilbage, uanset hvilken billet, du havde oprindeligt, hvis du mister formålet med rejsen.