Slut med dobbeltpanten: Sodavand og øl bliver billigere

Butikkerne i Grønland skal ikke længere betale dobbeltpant for drikkevarer købt fra Danmark. Ifølge Økonomichefen for Kalaallit Nunaanni Brugseni, Malene Broberg, vil forbrugerne få gavn af besparelserne.
Priserne på importerede drikkevarer fra Danmark skal sænkes, alt efter størrelse. Foto © : Miki Fleischer
Skrevet af Miki Fleischer
04. juli 2025 13:10

Nu er det slut med dobbeltpant i Grønland. 

Dermed bliver sodavand og øl billigere.

– Vi sænker priserne. Vi er meget glade for, at det endelig er lykkedes, for det har været noget, vi har arbejdet med i meget lang tid. , fortæller Malene Broberg, økonomidirektør i Kalaallit Nunaanni Brugseni.

Indtil den 1. juli betalte grønlandske butikker for både grønlandsk og dansk pant importeret fra Danmark.

– Grønlandske butikker og forbrugere skal ikke længere betale både dansk og grønlandsk pant, når de køber pantmærkede drikkevarer fra Danmark, står det i en pressemeddelelse fra Departementet for Miljø og Natur. 

Fakta om pantbekendtgørelsen

• Ændringen af pantbekendtgørelsen træder i kraft d. 1. juli 2025.


• Pantbekendtgørelsen varetages af Miljøstyrelsen.


• Grønland indførte et grønlandsk pantsystem den 1. januar 2024.


• Dansk Retursystem driver det danske pant- og retursystem. Når virksomheder markedsfører drikkevarer med pantmærker på det danske marked, betaler de en forhåndspant til Dansk Retursystem. Dansk Retursystem udbetaler panten, når de får tomme emballager tilbage. Hvis de tomme emballager ikke bliver returneret, men fx ender i Grønland, bliver panten en indtægt i Dansk Retursystem. Når danske supermarkeder ikke kan få deres forhåndsbetalte pant tilbage, lægges omkostningen i stedet på importøren i Grønland eller Færøerne. I sidste ende ender omkostningen hos forbrugerne.


• Med de nye regler kan danske virksomheder anmode Dansk Retursystem om at få refunderet pant for de drikkevarer, der er eksporteret til Grønland og Færøerne og som indgår i deres nationale pantsystemer.

 

Kilde: naalakkersuisut.gl


Priserne sænkes én til én

Hvordan netop afskaffelsen af dobbeltpanten vil komme forbrugerne til gode, forklarer Malene Broberg sådan:

– Vi følger prissænkningen 'én til én'. Det vil sige, at hvis panten af et produkt falder 80 øre, så sænker vi prisen 80 øre. Det er meget forskelligt, afhængigt af hvilket produkt, man taler om. Nogle flasker skal sænkes 80 øre, andre flasker sænkes 2 kroner og 40 øre. Alt efter størrelsen af flasken eller dåsen.

 

Priserne for drikkevarer sænkes løbende, de kommende dage, siger Malene Broberg, økonomidirektør for Brugseni. Foto © : Miki Fleischer

 

Sund Fornuft

Afskaffelsen af den dobbelte pantordning betragtes som sund fornuft af partiet Atassut:

– Det er sund fornuft, at grønlandske forbrugere ikke skal betale pant to gange for den samme flaske. Atassut har presset på for en løsning, og vi er glade for, at det nu er lykkedes i samarbejde med den danske miljøminister og naalakkersuisut, siger formanden for Atassut, Aqqalu C. Jerimiassen.

– Det her viser, hvad vi kan opnå i rigsfællesskabet, når vi samarbejder. Det er en praktisk forbedring, og det er vores opgave at finde andre dele i samhandlen der ikke gavner os økonomisk, og komme med lignende løsninger, siger Aqqalu C. Jerimiassen.