Snart regner det med fodbolde over byer og bygder i Avannaata
1000 fodbolde. Det er, hvad alle fodboldglade børn og unge i Avannaata Kommunia snart kan se frem til at modtage.
De mange bolde er doneret af Otto Motzfeldt, som personligt rejser til Ilulissat for at overrække dem ved et arrangment på byens fodboldbane mandag.
Alle boldene vil derefter blive delt ud til alle kommunens byer og bygder.
- En bold kan underholde 20 børn og unge i flere timer. Det er en glæde jeg ønsker at give, siger den glade donor Otto Motzfeldt i en pressemeddelelse fra Avannaata Kommunia.
Otto Motzfeldt er selv født i Qaqortoq, og flyttede til Danmark som 11-årig. Han har spillet fodbold det meste af sit liv og haft sin gang i både danske og italienske klubber. Og det er altså den store glæde ved fodbold, som han nu ønsker at give videre.
-Fodbold er det bedste legetøj, det skaber venskaber og giver styrke. Jeg har selv spillet fodbold i mange år, både i Danmark men også Italien, det er altid sjovt at spille en fodboldkamp, fortæller Otto Motzfeldt.
Kommunens borgmester Palle Jerimiassen er da også meget glad for den sportslige donation.
– Vi ønsker at være en aktiv kommune. Derfor glæder det mig at de mange bolde bliver delt ud til flest muligt. Vi takker for den store donation, og jeg er sikker på der vil blive brugt mange timer med at gå og spille bold, og skabe nye venskaber, siger Palle Jerimiassen i pressemeddelelsen.
Pengene til de mange nye bolde optjener Otto Motzfeldt hvert år ved at lave og sælge en velgørenhedskalender.
Alle byens borgere er inviteret med til overrækkelsen mandag, som efter planen begynder klokken 11.30.