Små partier tror på indflydelse i koalitionen

Det er med overskriften - i fællesskab - i udvikling - med plads til alle, at de fire partier Siumut, Nunatta Qitornai, Naleraq og Atassut har indgået koalitionsaftale fredag.
Skrevet af Merete Lindstrøm
04. maj 2018 17:23

Ved pressemødet fredag fik de fire partiformænd mulighed for hver især at kommentere på den nye aftale. Der var – ikke overraskende - masser af optimisme og glæde blandt formændene på trods af det smalle flertal, der allerede spås en svær fremtid fra flere sider.

LÆS OGSÅ Beskæftigelsesfradrag, lufthavne og flere penge til pensionister

Sivert K Heilmann ligger vægt på, at forhandlingsforløbet har givet plads til Atassuts agenda.

- Vi har fra Atassut sendt 56 programpunkter, og disse punkter blev budt velkommen under forhandlingerne om en ny koalition, siger formanden for Atassut.

LÆS OGSÅ Glade formænd underskrev ny koalitionsaftale

Han mener, at fremtiden er lys for den nye koalition.

- Hvis alle folkevalgte samarbejder, kan alle være sikre på gode resultater til glæde for økonomien og til at skabe varige arbejdspladser. Jeg mener, at vi er parate til at gribe denne mulighed, siger han.

Vittus Qujaukitsoq understreger, at hans parti gik til valg på at skabe et trygt og godt land at bo i.

- Vi er stolte over, at vi vil få mulighed for at have medindflydelse og, at de andre partier i den kommende koalition inviterer os til at deltage i arbejdet på at få vort land til at køre bedre og til at give befolkningen trygge rammer hvad angår boliger, beskæftigelse, indtjening, sundhed og så videre, siger han.

LÆS OGSÅ Hans Enoksen bliver formand for Inatsisartut

Formanden for Partii Naleraq, der ikke skal i Naalakkersuisut, men til gengæld skal være formand for Inatsisartut lægger vægt på, at partiets mandat handler om at styrke erhvervslivet og kommunerne. Der blev også lagt op til, at alle parter i inatsisartut skal høres i den kommende periode.

- Det er også meget vigtigt for os, at det politiske arbejde sker i samarbejde med oppositionen og med respekt for de andre borgeres valg, siger Hans Enoksen.