Slaget om Pituffik er tabt

En ærgerlig udenrigsminister erkender, at servicekontrakten på Pituffik er tabt, men gør det klart, at det nu er klar til at stå sammen for at få en ny aftale.
Foto © : KNR
17. november 2016 17:47

Slaget om servicekontrakten på Pituffik er tabt. Det erkender en ærgerlig dansk udenrigsminister, Kristian Jensen, på torsdagens pressemøde i Nuuk.

Jensen fortæller, at forholdet mellem Grønland og Danmark har haft det svært i forhold til Thulebasen.

Udenrigsminister ikke glad for resultat

Selvom udenrigsministeren siger, at man har stået sammen i kampen for at få skabt en kontrakt, der lever op til den oprindelige intention. Nemlig at et dansk-grønlandsk selskab får servicekontrakten med de fordele det indebærer for det grønlandske samfund. Så er slaget ved at være tabt.

Læs også Usandsynligt med ny aftale om Pituffik

- Det er en kamp, hvor vi har været udfordret af det amerikanske retssystem, men hvor vi i dag må se i øjnene, at det med stor sandsynlighed er kommet til vejs ende.

- Og desværre med et resultat jeg ikke er glad for. Nemlig et resultat der gør at den tidligere udbudsrunde står ved magt, siger Kristian Jensen.

Skal arbejde for ny aftale

Udenrigsministeren gør det dog også klart, at selvom slaget er tabt, så er det langt fra tid til at give op.

- Det betyder at vi har fået en opgave i fællesskab. En opgave med at få sikret en ny forhandlig med amerikanerne, så vi vender tilbage til det der var udgangspunktet. Vi vender tilbage til, at vi skal have en kontrakt, hvor det er et dansk-grønlandsk selskab, der rent faktisk levere, med alle de fordele det giver.