Skal Danmark betale grønlandske film?

For godt en måned siden fik IA's folketingsmedlem Sara Olsvig afslag fra den danske kulturminister om at få del i de danske filmstøttemidler.
Den danske kulturminister henviste til, at kulturområdet er hjemtaget, men at grønlandske filmproducenter har mulighed for at finde en dansk samarbejdspartner og søge midler gennem dette samarbejde.
Og Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen er helt enig med den danske kulturminister i, at pengene til de hjemlige filmproducenter slet ikke skal komme fra Danmark.
- Kulturområdet er jo hjemtaget til Grønland, så vi er ikke længere dækket af den danske filmstøtte. Derfor synes jeg også, at det er på sin plads, at vi selv tager ansvar for det, siger Doris Jakobsen.
Og Doris Jakobsen er enig i, at grønlandsk film fortjener flere støttekroner.
Derfor har hun nu planer om at fremsætte et forslag til Inatsisartut om at forhøje den årlige filmstøtte herhjemme som i dag ligger på 1,8 millioner kroner til i alt tre millioner kroner.
Politisk ordfører hos Demokraterne, Andreas Uldum, er åben for at diskutere, hvorvidt den hjemlige filmstøtte skal forhøjes med penge fra landskassen.
Men han stiller sig på IA og Sara Olsvigs side i spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt eller ej at bede Danmark om del i en støtte på et område, hvor bloktilskuddet allerede i princippet betaler.
- Når vi nu tilhører samme kongerige, så synes jeg, at vi skal have mulighed for at hjælpe hinanden, det er i bund og grund det, jeg forsøger at sætte fokus på, siger Andreas Uldum, der udtrykker håb om, at den danske regering ombestemmer sig.