Skæbnedag: Siumut mødes om Kielsens fremtid lige nu
I dag er en skæbnedag for Kim Kielsen.
Siumuts omkring 60 lokalafdelinger er nemlig blevet hørt i spørgsmålet om, hvorvidt Kielsen skal fortsætte som formand for partiet, eller om der skal indkaldes til et ekstraordinært landsmøde, hvor der kan vælges ny formand.
Lokalafdelingerne skulle aflevere deres svar senest fredag i sidste uge, og her til formiddag mødes Siumut-toppen så for at diskutere svarene.
LÆS OGSÅ Skal Kim Kielsen fortsat være formand for Siumut?
Siumuts partikontor i Inatsisartut oplyser, at mødet begynder klokken 11. Det vil formentlig vare under en time. Peter Davidsen, der er regionalformand i Kommuneqarfik Sermersooq, og næstformand Karl Kristian Kruse er til stede. Resten af partiets hovedbestyrelse er med på telefon.
Siumuts partikontor oplyser til KNR, at de har set høringssvarene fra de lokale afdelinger, og at de har sendt dem til hovedbestyrelsen.
Kielsen er ikke med
På vej ind til mødet fangede KNR Karl Kristian Kruse for en kort kommentar:
- Jeg har ikke set resultatet fra lokalafdelingerne endnu, men jeg tror, at Kielsen bliver som formand, siger han.
Dagens hovedperson, Kim Kielsen, er ikke med på mødet. Han er på vej til Danmark, og han ville ikke deltage under det punkt på dagsordenen, hvor mistilliden til ham skal behandles.
Balladen i Siumut begyndte i midten af august, da seks ud af 10 medlemmer af partiet i Inatsisartut meldte ud, at Kim Kielsen bør træde tilbage som formand for partiet. Også naalakkersuisoq Erik Jensen skrev under på brevet.
Udover Erik Jensen var brevet også underskrevet af formanden for finans- og skatteudvalget Hermann Berthelsen, Anders Olsen, Nikkulaat Jerimiassen, Henrik Fleischer, Laura Taunajik og Jens Danielsen.
Ingen andre formandskandidater
Kritikken lød, at Kim Kielsen ikke fulgte Siumuts valgløfter og politik på flere punkter - blandt andet i forhold til fiskekvoter og kvoter på narhvaler.
Siumuts hovedbestyrelse bakker op om Kim Kielsen som formand, men hvis et flertal af lokalafdelingerne ønsker det, så skal der indkaldes til en ekstraordinær general forsamling, hvor der kan vælges en ny formand.
LÆS OGSÅ Kielsen-kritikere: Vi har stadig ikke tillid til ham
Der er endnu ingen, der officielt har meldt sig som kandidat til formandsposten i Siumut.
Kim Kielsen har oplyst, at han ikke genopstiller som formand, når det er ordinær genereal forsamling i Siumut i sommeren 2020.