Skal Kim Kielsen fortsat være formand for Siumut?
Skal Kim Kielsen fortsætte som formand for partiet Siumut?
Det er spørgsmålet, som alle lokalafdelingerne har fået stillet. Senest fredag ved midnat skal svaret ligge på partikontoret.
Svarene behandles på mandag af hovedbestyrelsen.
Lokalafdelingen i Kangerlussuaq har allerede taget stilling, og de har fået nok af partiformanden:
- Jeg mener, det er bedst, hvis der kommer en med nye kræfter - en der kan tænke nyt, siger lokalafdelingens formand i Kangerlussuaq Knud Olsen.
Ekstraordinær generalforsamling kan være nødvendig
Det er dog nødvendigt at afholde en ekstraordinær generalforsamling, hvis formanden skal skiftes ud. Det kan ske, hvis flertallet i hovedbestyrelsen eller mere af halvdelen af lokalafdelingen ønsker det.
- Det vil sige, hvis formanden bliver skiftet, sker der et kollaps, og så et valg kan blive nødvendig, fortæller Siumuts partisekretær Mikael Petersen.
Kun nogle af lokalafdelingerne, som KNR har ringet til, ønsker at udtale sig.
I Maniitsoq er høringen endnu ikke blevet drøftet, mens lokalafdelingerne i Sydgrønalnd og i Sisimiut ikke vil sige noget.
Men lokalafdelingen i Kangerlussuaq er ikke i tvivl:
- Vi skal have en formand, som er synlig. Vi kan med sikkerhed sige, at vi ærgrer os over, at han holder sig meget i baggrunden, siger Knud Olsen.
Balladen i Siumut
Balladen i Siumut startede, da seks ud af 10 medlemmer af partiet i Inatsisartut skrev under på, at Kim Kielsen bør træde tilbage som formand for partiet i midten af august. Også naalakkersuisoq Erik Jensen skrev under på brevet.
Udover ham var det åbne brev, der var sendt til partiledelsen og Siumuts lokalafdelinger, også underskrevet af formanden for finans- og skatteudvalget Hermann Berthelsen, Anders Olsen, Nikkulaat Jerimiassen, Henrik Fleischer, Laura Taunajik og Jens Danielsen.
Kritikken lød, at Kim Kielsen ikke fulgte Siumuts valgløfter og politik på flere punkter - blandt andet i forhold til fiskekvoter og kvoter på narhvaler.