Aasiaat Radioa: Sjældent skibe kommer for tæt på søkablet

Søkablet på havbunden ved Sisimiut er blevet klippet over af en trawler, oplyste Tele-Post til KNR tirsdag. Men ifølge Aasiaat Radioa sker det faktisk ikke særlig tit, at skibene kommer for tæt på søkablet.
Foto © : Tele-Post
13. februar 2019 13:59

Aasiaat Radioa advarer skibene, når de sejler ind i området ved søkablet, fortæller trafikchef Nanna Sandgreen.

- Det sker, at trawlere kan komme tæt på området. Det er dog ret sjældent, for de fleste af dem ved, hvor søkablet befinder sig, siger hun.

Det var den 21. januar, at en trawler ødelagde søkablet 30 kilometer syd fra Sisimiut. Siden da har folk fra Sisimiut til Upernavik kæmpet med meget langsomt internet. 

Fakta

  • Søkabelbruddet i nord er sket omkring 30 kilometer syd for Sisimiut.
  • Kablet ligger på havbunden i cirka 300-400 meters dybde.
  • Søkablet er i alt 5278 kilometer langt. 

Aasiaat Radioa ønsker ikke at kommentere den konkrete sag og udtaler sig derfor generelt om det, der sker, når skibene nærmer sig kablet med internet.

 

LÆS OGSÅ Trawler har ødelagt søkabel: Advokat er sat på sagen

 

-  Vi kalder fartøjerne og trawlerne, som sejler indenfor 200 meter fra søkablet, op, og advarer dem om, at de kommer for tæt på, siger Nanna Sandgreen.

- Når vi kontakter fartøjerne, har vi på det sidste ikke haft udfordringer. Det sker sjældent, at vi har problemer med at få fat på skibet, siger Nanna Sandgreen.

I december skete der også et brud på søkablet ud for Sydgrønland. Her ved man endnu ikke præcist, hvad der er sket, men borgerne er blevet koblet på forbindelsen fra Island og oplever ikke langsomt internet som i nord.

 

LÆS OGSÅ Nej, dyr har ikke flænset søkabel med tænderne

 

Det skib, som skal reparere søkablet, bliver i disse dage gjort klar i Canada, så det kan operere i arktiske forhold. Skibet tager afsted fra Halifax 16. februar, og  Tele-Post forventer, at skibet er i Nuuk 25. februar. Dagen efter vil det sejle mod nord for at reparere søkablet.