Siumuttere kræver dato for selvstændighed

Siumuts landsmøde er startet under mottoet - Udvikling i hele landet - Alle skal med. Dette landsmøde er specielt, fordi der er formands partiets formand Kim Kielsen bliver udfordret og fordi partiet fejrer 40 års jubilæum i år.
Skrevet af Mads Pedersen
26. juli 2017 12:41

Siumuts faner er nu blevet hejst her i Sisimiut, hvor landsmødet har lagt fra land i morges klokken 8.30. Første punkt var et minuts stilhed til minde om ofrene fra naturkatastrofen i Nuugaatsiaq og Illorsuit.

De fleste af Siumuts delegerede fra lokalafdelinger rundt omkring i landet ankom i går og der har været god stemning, folk hilste på hinanden og var glade.

Kold luft

I dag vil Siumuts formand Kim Kielsen fremlægge formandens beretning, ligesom vi skal høre fra Siumuts Ungdom.

De stemmeberettigede skal holdes i mandtal, så det bliver spændende at se om alle 69 delegerede er nået frem til Sisimiut, fordi man skal være fysisk til stede for at kunne stemme.

Der er umiddelbart kold luft blandt duellanterne. KNR så Vittus Qujaukitsoq og Kim Kielsen i flyveren på vej til Sisimiut. Der var en meget kort øjenkontakt mellem dem efterfulgt at en tilbageholdende lille hilsen. De sad ved siden af hinanden og det var tydeligt at der er spændinger mellem de to, hvilket kun gør formandsvalget endnu mere spændende.  

I dag skal arbejdsgrupper bestående af delegerede komme i arbejdstøjet, for at drøfte, hvad Siumut skal arbejde for i de kommende år, ligesom de drøfter næste års valg til Inatsisartut. 

Kræver dato for selvstændighed

Allerede nu er det tydeligt, at arbejdsgrupperne skal drøfte selvstændighed. Flere delegerede kræver nemlig at partiet sætter dato på, hvornår Grønland skal erklære selvstændighed. 

Kim Kielsen har over for KNR sagt, at han ikke ønsker at sætte dato på, hvornår Grønland skal løsrive sig fra Danmark. Han vil i stedet bane vejer for at de næste generationer kan bestemme tidspunktet, da han mener, at Grønland står over for store udfordringer såsom socialbelastede og manglende uddannede landsmænd, der skal løses før et eventuelt selvtændighed kan blive en realitet. 

Vittus Qujaukitsoq har derimod udtrykt ønsket om et selvstændigt Grønland hurtigst muligt. 

Dette landsmøde er samtidigt også speciet, fordi Siumut kan fejrer sit 40 års jubilæum.