Siumutter overtager plads fra Minik Høegh-Dam i kommunalbestyrelse

Efter Minik Høegh-Dam er smidt ud af kommunalbestyrelsen, vil Siumuts Timotheus Petersen overtage løsgængerens plads i Avannaata Kommunia.
Timotheus Petersen vil gerne løsrive Upernavik- og Uummannaqområderne fra Avannaata Kommunia. Foto © : Nammineq pigisaq
17. januar 2024 12:14

Det bliver Timotheus Petersen fra Siumut, der overtager pladsen fra løsgængeren Minik Høegh-Dam i Avannaata Kommunias kommunalbestyrelse.

Det sker efter, at Valgbarhedsnævnet har afgjort, at Minik Høegh-Dam skal smides ud af kommunalbestyrelsen.

- Jeg er første suppleant, så jeg har været klar til at tage over når som helst, hvis der skete noget uventet, siger en glad Timotheus Petersen til KNR, der dog ikke vil kommentere Minik Høegh-Dams exit.

Minik Høegh-Dam blev sidste år dømt i Grønlands Landsret i en sag, hvor han var anklaget for at sælge euforiserende stoffer.

Landsretten fandt ikke bevis for narkotikahæleri, men retten fandt ham skyldig for hæleri. Derfor blev han idømt en betinget dom på 20 dage i anstalten med en prøvetid på et år.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Minik Høegh-Dam, men det har ikke været muligt. 

Skæv fordeling af penge

Timotheus Petersen bor i Kullorsuaq, og han har tidligere været kommunalbestyrelsesmedlem i de forhenværende Upernavik Kommunia og Qaatsuitsup Kommunia.

Han vil gå til sin nye opgaver i Avannaata Kommunias med en ambition om at fordele kommunens penge mere ligeligt mellem dens fire byer.

- Der er en skæv fordeling af pengene til især byggeri. Næsten alle penge går til byggerier i Ilulissat, og det har borgerne bemærket, siger han.

Han mener ikke, at politikerne lytter til befolkningen i Upernavik- og Uummannaq-områderne.

Én samlet kommune

Derfor vil Timotheus Petersen gerne have, at Upernavik og Uummannaq skal gå sammen som én kommune.

En ambition som han dog ikke mener, at han kan bære alene. Derfor vil han gerne have sit parti med.

- Min baggrund i Siumut-gruppen giver mig en mulighed for at drøfte det med mine partifæller. Om der så kommer noget ud af det, kommer an på mine partifæller, siger han.

Med Timotheus Petersen sidder Siumut nu på otte ud af 17 pladser i kommunalbestyrelsen.

Avannaata Kommunias borgmester Palle Jerimiassen er nu i en koalition udenom Siumut med ni medlemmer fra henholdsvis Inuit Ataqatigiit, Atassut, Demokraatit, Naleraq og sig selv som løsgænger.