Siumut-afdelinger efterlyser dialog

Det skal umiddelbart ikke have konsekvenser for Kim Kielsens formandskab i Siumut, at han har indgået aftale med statsminister Lars Løkke Rasmussen om dansk medfinansiering af lufthavnspakken. Men lokalafdelingerne efterlyser dialog.
Foto © : KNR
Skrevet af Jaaku Lyberth
18. september 2018 15:21

- "Kolonialisme", lød det ellers fra lokalafdelingen i Sisimiut. Men nu er tonen mildnet fra landets næststørste by, hvorfra man vil se tiden an.

- Hvis aftalen får konsekvenser for arbejdet mod Grønlands selvstændighed, velfærden samt for lufthavnen i Kangerlussuaq, tager vi den derfra, siger Dorthea Isaksen, formanden for Siumut i Sisimiut.

Hvis lufthavnsplanerne bliver til virkelighed, risikerer Qeqqata Kommunia nemlig at miste mange arbejdspladser i Kangerlussuaq.

1. viceborgmester i Qeqqata Kommunia, Gedion Lyberth, der har sin base i Maniitsoq, ser heller ingen grund til at drage konsekvenser, men: 

- Jeg håber, at debatten om lufhavnspakken vil fortsætte i en ordentlig tone, og lokalafdelingerne skal tages mere med på råd, inden man beslutter noget, siger han. 

LÆS OGSÅ Lufthavne splitter endnu et parti

Og inddragelse og dialog går igen, når man taler med andre af Siumuts lokale repræsentanter: 

- Der skal ikke herske kaos. Hvis vi skal løse problemet med den interne uenighed, er der behov for dialog, siger Siumuts lokalformand i Qaqortoq Maria Lyberth, der er tilfreds med Naalakkersuisut-formandens aftale med statsministeren. 

LÆS OGSÅ USA vil undersøge investeringer i grønlandske lufthavne

Det samme mener medlem af Inatsisartut Mala Høy Kúko fra Tasiilaq. 

- For mit vedkommende kan jeg ikke sige nej til en besparelse på en milliard kroner. Det er rigtig mange penge, som vi grønlændere ikke selv råder over. Og når vi kan spare disse penge, bør vi i mine øjne være taknemmelige, siger Kúko.  

Han er derfor godt tilfreds med sin formands indsats, men efterlyser dog, ligesom Siumut i Qaqortoq, dialog i sit parti. 

Medlem i kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia fra Siumut, Masauna Holm Petersen fra Qaanaaq, henviser til at Siumut, Atassut og Partii Naleraq i kommunalbestyrelsen har udtrykt fuld støtte til den indgåede aftale.