Siumut og Naleraq ser positivt på samarbejde med Danmark

Koalitionspartierne Siumut og Partii Naleraq er positive overfor muligheden for, at Danmark hjælper til med finansieringen af de tre kommende nye lufthavne.
Skrevet af Jens Thorin
18. juni 2018 10:58

Begge partier er dog forbeholdne overfor statsministerens vurdering af, at lufthavnsprojektet med sin størrelse kan have udenrigs- og sikkerhedspolitiske perspektiver.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen blev onsdag den 13. juni enige om i fællesskab at afdække, om og i givet fald, hvordan man fra dansk side kan bidrage i forbindelse med finansieringen af dele af lufthavnsprojekterne.

Og det glæder Anders Olsen fra Siumut:

- Jeg er meget tilfreds med den udmelding.

Samme toner lyder fra regeringspartneren Partii Naleraq.

- Vi kan ende i en situation, at have en gæld i størrelsesordenen 6 milliarder kroner, og det kan påvirke vores anlægsbudget og andet betragteligt, og så er det betryggende, at man undersøger sådanne muligheder, siger Jens Napaattooq.

LÆS OGSÅ Kielsen og Løkke vil undersøge dansk finansiering af lufthavne

Statsministeren udtalte efter Rigsmødet, at det er regeringens vurdering, at det aktuelle samlede lufthavnsprojekt er så stort, at det - afhængigt af finansiering og valg af eksterne samarbejdspartnere - kan have udenrigs- og sikkerhedspolitiske perspektiver, både i og uden for Grønland.

Det betyder i yderste konsekvens, at den danske regering skal blande sig, da udenrigspolitikken for hele Rigsfælleskabet ligger i Danmark.

Og det undrer Jens Napaatooq. Han peger på, at Danmark i mange år har haft og stadig har handelssamkvem med Kina, hvis økonomi har udviklet sig i de sidste årtier.

Og det har Danmark haft glæde af, understreger han, og ønsker, at Grønland får samme mulighed.

- Det er udtryk for Grønlands øgede udenrigspolitiske kompetence og deltagelse i verdenssamfundet, og det skal man ikke hindre Grønland i.

Siumut er mere forsonende i tonen overfor statsministerens udmelding.

- Vi lægger i Siumut vægt på, at denne grudlæggende tanke, som den danske regering kommer med, ikke lægger hindringer på Grønlands muligheder for at udvikle sig, siger altså Anders Olsen fra Siumut.