Siumut giver Nunaminerals-direktør svar på tiltale

Siumut er uenige i de udtalelser, som Nunaminerals direktør Ole Christiansen er kommet med om, at "Royaltyordningen skræmte minebranchens investorer" og at "Grønlands politiske slingrekurs i mineralbranchen ødelagde årtiers arbejde for NunaMinerals"
Suka K. Frederiksen Foto © : Siumut
Skrevet af Laura Aggernæs
04. februar 2015 06:51

Udtalelserne faldt på den ekstraordinære generalforsamling for i det kriseramte Nunaminerals, der fandt sted den 29. januar i år, hvor Ole Christiansen ikke lagde skjul på, at han mener, en stor del af skylden for Nunaminerals situation kan findes hos det forgangne Naalakkersuisut.

LÆS OGSÅ Direktør: Grønland skal tage sig sammen

- Vi synes det er ærgerligt, at man peger på Siumut og dens forvaltning, og ansvarliggøres, fordi vi netop i Siumut finder det yderst vigtigt, at de rammer og forhold, som de forskellige virksomheder udsættes for, er ens for alle, siger Suka K. Frederiksen, politisk ordfører for Siumut i en pressemeddelelse fra partiet.

 

Royaltyordningen er rimelig

- Vi mener i Siumut, at royaltyordningen for udnyttelsen af vore ressourcer er en rimelig ordning. Det er dog også vores målsætning at selskabsskatten over tid skal reduceres og tilpasses, så Grønland bliver endnu mere attraktiv at investere i, tilføjer hun.

LÆS OGSÅ NunaMinerals-direktør fratræder sin stilling

Partiet gør det desuden klart, at deres holdning til, hvad fremtiden skal indebære for selskabet, er helt i tråd med Naalakkersuisuts, da de også mener, at at der bør udarbejdes og fremlægges en helt ny økonomisk plan for, at Nunaminerals kan komme videre.