Direktør: Grønland skal tage sig sammen

Det er tvingende nødvendigt med støtte fra Selvstyret, hvis Grønland skal have succes som mineland, siger Ole Christiansen.
Foto © : NunaMinerals
02. februar 2015 09:45

Nunaminerals lever på randen af kollaps og direktør Ole Christiansen lagde under gårsdagens ekstraordinær generalforsamling ikke skjul på, at set fra hans stol lægger en del af skylden hos det forgangne Naalakkersuisut.

Han siger, at det en sort dag, da Siumut og Aleqa Hammond 13. marts 2013 vandt valget med løfter om Royalties og mere justits med mineselskaberne.

Læs også Bestyrelsesformanden tvivler stærkt på Nunaminerals' overlevelse

Angriber sin ejer

Det faktum, at den nuværende stor investor, Selvstyret, fortsat ledes af en Siumutledet regering, får altså ikke direktøren til at holde sig tilbage. Han mener nemlig, at Grønland skal tage sig sammen, hvis landet skal være et mineland.

- Problemet er, at det her gælder jo ikke bare Nunaminerals. Det her gælder Grønlands anseelse indenfor investeringsbranchen. Hvis minedrift skal være en af de fire erhvervssøjler i fremtidens Grønland. Så bliver Grønland nødt til at tage sig sammen og få sat styr på hele holdningsapparatet omkring branchen, siger Ole Christiansen til KNR.

Grønlands fremtid på spil

Han mener, at det ligefrem er Grønlands fremtid der er på spil her. I hvert fald Grønlands fremtid i mineverdenen.

Han peger på, at investorer sidder rundt om i verden og følger med i hvad der sker heroppe. Derfor vil han gerne have mere støtte fra Selvstyret.

- Det vi kan sige er jo, at Grønland bør komme med noget støtte omkring hele erhvervet. Også gerne omkring Nunaminerals. Ikke nødvendigvis i form af kontanter, men support på alle andre måder, så de bakker os op, siger han.

Invitation og bredside

Lige nu håber Ole Christiansen, at Selvstyret vil være med til at redde Nunaminerals, men han sender også en klar bredside mod Selvstyretårnet.

- Hvis vi kan få Selvstyret til at sige nogle positive ord om os, se det har jeg ikke hørt længe, så vil det være muligt at få tiltrukket nogle investorer udefra, siger direktøren og fortsætter.

- Men af en eller anden årsag har jeg indtryk af, at Selvstyret ikke ønsker investorer udefra. Det er den følelse jeg personligt har.